Erhvervsminister Simon Kollerup på besøg hos Knudsen Extrusions for at tale om bøvl og byrder.

Foto: Erhvervsministeriet/Andreas Beck
20.08.21 DIB Nyheder

SMV til erhvervsminister: ”vær erhvervets minister”

Bøvl og byrder fylder alt for meget af hverdagen for den mindre virksomhed Knudsen Extrusion. Direktør Peter Rosenkrands beder erhvervsminister Simon Kollerup være erhvervets minister – på tværs af myndigheder.

Fredag den 20. august tog adm. direktør Peter Rosenkrands imod erhvervsminister Simon Kollerup på virksomheden Knudsen Extrusion. Anledningen var ”bøvl og byrder” og til formålet har direktøren researchet lidt på, hvad virksomheden har af myndighedskontakt, indberetningspligter og andet bøvl, der ikke bidrager til bundlinjen.

- Jeg blev faktisk chokeret over omfanget og det antal timer, vi bruger på det. Jeg vil ikke fremstå som en sur skid, men jeg bliver forundret over omfanget – og meningen – med meget af det, siger Peter Rosenkrands.

Noget af det, der forundrer ham, er antallet af offentlige myndigheder, virksomheden skal være i kontakt med. En hurtig opgørelse giver 21 navne på instanser, styrelser, tilsyn mv. Det inkluderer alt fra Skat over ATP, feriepengekonto, Miljø -og fødevarestyrelsen og mange flere.

- Der er jo i princippet lavet en fælles portal i form af virk.dk. Men da Brexit ramte, kunne vi ikke længere indberette data om samhandel via virk.dk men skulle gøre det direkte til Skat. Der kunne man jo godt have ønsket sig, at nogen havde brugt de to års overgangsperiode til at finde en løsning, der ikke gav os mere bøvl, siger Peter Rosenkrands.

Læs også: 44 forslag fra DI vil stille landkommuner bedre

Ved ikke, hvornår (GDPR) loven er overholdt

Et andet problem, der udgør en stor sten i skoen for Knudsen Extrusion er GDPR. Altså reglerne om persondata. Her er frustrationen især baseret på, at reglerne er så forvirrende, at Peter Rosenkrands ofte kommer i tvivl om, hvorvidt loven er overholdt. Samtidig med at den volder bøvl i forhold til fx feriepenge for medarbejdere.

- Helt overordnet har jeg nok svært ved at forstå, at alle virksomheder skal belemres med regler, der vel nærmest udelukkende er rettet mod virksomheder som fx Google, facebook og andre sociale medier. Men hvis de skal være der for os, kunne man i hvert fald ønske, at det var relativt nemt at tjekke, om man er inden for lovens grænser. Og at automatisk anonymisering af data om tidligere medarbejdere ikke står i vejen for afregning af feriepenge, siger Peter Rosenkrands.

Af disse – og flere grunde – ønsker han sig, at både myndigheder og erhvervsminister Simon Kollerup tager større ansvar for at gøre livet lettere for virksomheder.

- Jeg mener jo, at myndighederne mest skal være til for virksomheders og borgeres skyld. Og i forlængelse af det, kunne jeg godt ønske mig, at erhvervsministeren tog det på sine skuldre at arbejde for at gøre livet lettere for virksomheder – også på ressortområder, der ikke hører direkte under ministeriet, siger Peter Rosenkrands.

Læs også: Partnerskaber skal løfte dansk eksport

DI bakker op

Også i DI er Kim Haggren, nyudnævnt chef for Regelforenkling, iværksætteri og SMV-politik, af den overbevisning, at der skal gøre mere for at rydde op i bøvl og byrder for virksomheder.

- Det er en tilbagevendende og desværre voksende udfordring. Vi hører fra virksomhederne, at byrderne udgør et meget stort problem i hverdagen, siger Kim Haggren.

Han mener blandt andet, at erhvervsministeriet med fordel kunne kigge på, hvor store krav man bør stille til mindre virksomheders indberetninger til Danmarks Statistik.

- Fx skal virksomheder indberette deres it-strategi, og hvad de ønsker at investere i. Der kunne man nok sætte en minimumsgrænse for, hvor små virksomheder man stiller dette krav til. Man kunne stille konkrete spørgsmål, som virksomhederne kan besvare digitalt ved udtræk af data og man kunne gøre det meget tydeligt for virksomhederne, hvorfor de skal bruge tid på at besvare spørgsmålene. Hvis det er tænkt igennem, før man sender dem ud, er der måske også en større sandsynlighed for, at de reelt giver mening, siger Kim Haggren.

Minister: Smartere ting er kimen til fremtidens arbejdspladser

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra erhvervsminister Simon Kollerup efter besøget, men ministeren skriver på LinkedIn:

”I dag besøgte jeg Knudsen Extrusion ApS i Præstø. En stærk produktionsvirksomhed, der i mere end 50 år har skabt gode arbejdspladser på Præstø.

Jeg fik en spændende rundtur på virksomheden. Her mødte jeg blandt andet virksomhedens dygtige bogholder Berit, der satte mig ind i deres løn og journaliseringssystemer. Det er jo en helt nødvendig og tidskrævende opgave, men: også en opgave, der desværre ofte kræver mange gentagelser. Det er forhåbentlig noget, der kan optimeres i fremtiden, så direktøren, Peter, og Berit ikke skal bruge for mange timer på administration - og mere på salg og produktion.

Det er helt nødvendigt for vores konkurrenceevne at vi både i det offentlige og private hele tiden arbejder på at optimere og forbedre hverdagens processer. For det er når vi gør tingene smartere og øger vores produktivitet, at vi lægger kimen til fremtidens arbejdspladser.

Derfor var det også spændende at se, hvordan de på Knudsen Extrusion, har taget en række investeringer, der automatisere processer i produktionen, så de bliver mere konkurrencedygtige. Vi har gode virksomheder, som er på rette vej - men vi skal have flere med. Det er en vigtig arbejdsopgave for mig her i efteråret.”

Læs også: Har din virksomhed vokseværk? – nyt Scaleup-netværk kan hjælpe dig på vej

Hit med bøvlet

Hit med bøvlet

Regler, krav og procedurer der stjæler din tid. Lyder det bekendt?

Send det til DI’s enhed for Regelforenkling, Iværksætteri og SMV-politik!

SKRIV TIL OS

Vi ved, at virksomheder hver dag bruger mange timer på administration, indberetning og blanketter for at leve op til krav og regler.

Derfor opfordrer vi medlemmerne til at skrive til os med det bøvl, der fylder i hverdagen. Så vil vi gøre, hvad vi kan for at rydde det af vejen.

Skriv til chefkonsulent Claudia Westh Lonning clwl@di.dk eller ring på 42445663

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Claudia Westh Lonning

Claudia Westh Lonning

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3214
  • Mobil +45 4244 5663
  • E-mail clwl@di.dk

Relateret indhold