Fra kontrolrummet i Rockwools fabrik ses ”lavastrålen”, som er dér ved smelteovnen, overskudsvarmen opstår.

Foto: Rockwool
10.09.21 DIB Nyheder

Aftale om overskudsvarme er landet – den giver kæmpe klimagevinst mener DI

En ny aftale om overskudsvarme kan sætte gang i investeringer hos Rockwool, der har potentiale til at give varme til yderligere 1.500 husstande. Aftalen er en kæmpe gevinst for klimaet, mener DI.

I fremtiden vil overskudsvarmen fra virksomhedernes produktion blive brugt til opvarme huse og lejligheder i stedet for at blive sendt ud i den blå luft. Det vurderer DI på baggrund af en politisk aftale som netop er indgået af partierne bag energiforliget.

Det vækker glæde hos blandt andre virksomheden Rockwool. Her har produktionen siden midten af 1980’erne leveret kogende vanddamp til opvarmning af 1.300 huse i lokalområdet. Men med den nye aftale giver det økonomisk fornuft for virksomheden også at investere i at udnytte overskudsvarme fra andre dele af produktionen, og det vil gøre det muligt at levere varme til yderligere 1.500 husstande.

- Vi har foretaget store investeringer i grøn omstilling, og vi udnytter allerede en del af overskudsvarmen fra vores 2 danske fabrikker. Men vi har mulighed for at udnytte endnu mere. Dét kræver langsigtede investeringer, både for os og for de fjernvarmeværker, som skal aftage varmen. Med ændringen af afgifterne bliver der skabt bedre vilkår for at investere med en længere horisont, så vi i samarbejde med varmeværkerne kan udnytte den overskudsvarme, der i dag går til spilde, siger Frank Ove Larsen, adm. direktør i Rockwool Nordics.

Læs også:Rockwoolvarme kan forsyne 1.500 boliger

Varme til 128.000 huse

DI anslår, at aftalen betyder, at yderligere op mod 128.000 enfamiliehuse kan blive opvarmet med overskudsvarme, hvis potentialet bliver udnyttet fuldt ud.

- I fremtidens klimavenlige samfund er det bydende nødvendigt, at vi udnytter energien så effektivt som muligt. Og det her er energieffektivisering, så det basker. Vi sender den varme, som virksomhederne alligevel ikke kan bruge til noget, ud i fjernvarmenettet, hvor den kan gøre nytte, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.

Med dagens aftale skal der ikke længere betales afgifter, hvis der er indgået en energieffektiviseringsaftale. Det betyder, at det bliver rentabelt at udnytte langt mere af virksomhedernes overskudsvarme.

- Det er et eksempel på det, vi er så gode til i Danmark. Vi får systemerne til at arbejde sammen, og udnytter hinandens styrker. I dette tilfælde er det til gavn for både klimaet og vores velstand, fordi vi spilder mindre energi, siger Lars Sandahl Sørensen.

Ærgerligt ikke at udnytte overskudsvarmen

I Rockwool opfordrer Frank Ove Larsen også andre virksomheder til at se på, om de med den nye aftale med en rimelig tilbagebetalingstid kan etablere udnyttelse af den overskudsvarme, de producerer.

-  Lovgivningen skal være til gavn for klimaet. Derfor er det positivt, at der nu skabes bedre vilkår for at udnytte den overskudsvarme, som kan opvarme boliger i lokalområderne nær vores 2 danske fabrikker. Hos os bruger vi i dag fossilfri biogas til at opvarme de store smelteovne, hvilket betyder, at overskudsvarmen fra vores 2 danske fabrikker i dag er endnu mere klimavenlig, siger Frank Ove Larsen.

Med aftalen slutter et årelangt sværdslag i dansk politik om udnyttelsen af overskudsvarme, hvor DI har arbejdet for at sikre, at overskudsvarmen bliver udnyttet i stedet for at gå til spilde.

- Det er en kæmpe gevinst for klimaet, og det viser vejen til fremtidens grønne samfund, hvor produktionen af energi og forbruget er koblet sammen på en helt anden måde end i dag. På den måde får vi endnu flere grønne eksempler, som vi kan vise frem til resten af verden, siger Lars Sandahl Sørensen.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Skrevet af:

Felix Bekkersgaard Stark Claus Kaae-Nielsen

Troels Ranis

Troels Ranis

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3683
  • Mobil +45 2328 5056
  • E-mail trra@di.dk

Relateret indhold