En nyudviklet app kan komme til at få en meget vigtig rolle i kommende amerikanske præsidentvalg, mener DI.

30.09.21 DIB Nyheder

Dansk selskab skal hjælpe USA med at digitalisere amerikanske valg

Det danske selskab Assembly Voting er blevet udvalgt til at hjælpe med udviklingen af en ny type mobil valgløsning, der kan bidrage til at øge valgdeltagelsen i offentlige amerikanske valg. Det kan komme til at spille en meget vigtig rolle i det kommende amerikanske præsidentvalg, mener DI.

Den danske it-virksomhed Assembly Voting skal – med finansiering fra den amerikanske fond Tusk Philantropies – være med til at udvikle en open-source, end-to-end verificerbar mobil valgløsning til offentlige valg i USA. Virksomheden skal i projektet arbejde tæt sammen med Open Source Election Technology, som er en nonprofit organisation i USA, der udelukkende arbejder med forskning og udvikling relateret til valghandlinger.

Tusk Philanthropies, der finansierer arbejdet, er en politisk uafhængig fond, der arbejder for at øge valgdeltagelsen i amerikanske valg ved hjælp af mobil valgteknologi. Det er blandt andet sket gennem pilotvalg i syv amerikanske stater.

- De 20 piloter vi har gennemført viser at mobil stemmeafgivelse ikke bare er muligt, men også en foretrukken måde at stemme på, siger Bradley Tusk, CEO og stifter af Tusk Philanthropies ifølge en pressemeddelelse fra Assembly Voting.

Han understreger, at sikkerhed er altafgørende for fondens indsats for at udbrede mobil stemmeafgivelse.

- Det er forudsætningen for, at den offentlige tillid til valghandlingen forbliver intakt. I stedet for at sætte os tilbage og finde på gode grunde til, hvorfor mobile valgløsninger ikke fungerer, har vi taget et aktivt valg om at gå i den stik modsatte retning. Vi bringer førende eksperter inden for softwareudvikling, valgteknologi og sikkerhed sammen i et fælles projekt for at hjælpe de mange millioner af vælgere som har svært ved komme i stemmeboksen, siger Bradley Tusk.

Læs også: Sandahl opfordrer: Lad os få lidt mere action

20 års erfaring med digitale valgløsninger

Assembly Voting oplyser, at de blandt andet er blevet valgt som partner for udviklingen, fordi de - som nogle af de eneste i verden allerede har udviklet et fungerende valgsystem, der tillader, at alle dele af en valghandling kan kontrolleres og verificeres af valgets parter og uafhængige observatører, præcis som det finder sted i det fysiske valglokale. Derudover har virksomheden mere end 20 års erfaring i at gennemføre valg med brug af digitale valgløsninger.

- Vi er rodfæstet i en stærk dansk demokratisk kultur og samtidig er Danmark et af de allermest digitaliserede samfund i verden. Den kombination har givet os et forspring på verdensmarkedet, og det mærker vi nu. Blandt andet via vores indtræden i MVP i USA, men også gennem en stigende efterspørgsel på vores løsninger internationalt, siger Jacob Gyldenkærne, CEO i Assembly Voting.

Han mener, at den generelt faldende deltagelse i demokratiske valg udgør en grundlæggende trussel mod opbakningen til demokratiet

- Det gælder ikke bare i USA, men globalt. Derfor er det presserende nødvendigt at udvikle nye sikre deltagelsesmuligheder, så demokratiet forbliver tidssvarende og tilgængeligt med den moderne vælgers levevis, siger Jacob Gyldenkærne.

Læs også: Lars Sandahl: Ny tysk regering skal levere på valgtemaer

Enormt flot klaret

Ifølge Thomas Bustrup, international direktør i DI, kan Assembly Votings digitale valgløsning komme til at spille en meget vigtig rolle i det kommende amerikanske præsidentvalg.

- Det er stort og enormt flot klaret af en dansk virksomhed. Hvis amerikanerne kan stemme fra mobilen, vil det forhåbentligt få mange flere til at stemme, og det vil for alvor styrke demokratiet i USA. Assembly Votings teknologi er kommet gennem nåleøjet i USA’s finmaskede sikkerhedsnet. Det øger tilliden til den digitale løsning, og dermed også tilliden til valghandlingen og det politiske system, hvilket der er behov for, siger direktøren.

Han mener desuden, at det gavner Danmark, at Assembly Voting har vundet opgaven.

- Når danske virksomheder vinder i udlandet, vinder hele Danmark. Assembly Voting er et rigtig godt eksempel på en innovativ digital virksomhed, som har fået indpas i USA. Det er en succeshistorie, som vi skal lade os inspirere af. For vi kan enormt meget inden for digitalisering i Danmark, og efterspørgslen efter digitale løsninger er stor i udlandet. Det er bare med at komme ud over stepperne og eksportere, siger Thomas Bustrup.

Læs også: Dobbelt gazellevinder: ”For os er coronakrisen i den grad stadig i gang"

Fakta

Fakta om projektet

Assembly Votings rolle bliver at videreudvikle den eksisterende ’end-to-end verificerbare’ valgløsning, så

den bliver skræddersyet til opfylde de specifikke krav der gælder for offentlige valg i USA.

I modsætning til eksisterende valgsystemer kommer den nye løsning til at bygge på en ’zero-trust’ model og giver større transparens i forhold til tackle de sikkerhedsmæssige udfordringer der findes ved at overføre stemmer digitalt. Desuden bliver den underliggende teknologi open-source, hvilket betyder at sikkerhedseksperter og andre udviklere har åben adgang til koden og dermed kan hjælpe med at identificere og mitigere potentielle sikkerhedsrisici.

MVP projektet blev igangsat tidligere i år og parterne i projektet har som fælles målsætning at have den nye mobile valgløsning på plads inden udgangen af juni 2022.

Som en del af aftalen med Tusk får Assembly Voting ret til at markedsføre og anvende den nye valgteknologi uden for det offentlige amerikanske valgmarked. Herunder til eksisterende samarbejdspartnere og slutkunder rundt om i verden.

Læs mere hos Assembly Voting

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Louis Funder

Louis Funder

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3784
  • Mobil +45 2625 2432
  • E-mail lfk@di.dk

Relateret indhold