Danske Fragtmænds adm. direktør, Jørn Skov, er nu valgt ind i DI's forretningsudvalg, hvor han blandt andet skal arbejde med at give input til, hvordan danske virksomheder får nok hænder og hoveder.

Foto: Danske Fragtmænd
28.09.21 DIB Nyheder

Danske Fragtmænd: Jobgaranti skal skaffe chauffører

Ni ud af ti vognmænd mangler chauffører. Danske Fragtmænd klar med nyt tilbud for at få flere ind i førerhuset – og de første er på vej.

Kampen om hænder og hoveder raser i mange dele af danske erhvervsliv. Også på landevejene, hvor transportbranchen har brug for flere chauffører bag rattet.

Det får vognmændene til at skrue kreativiteten op. Hos Danske Fragtmænd sker det med et tilbud om fast arbejde, når erhvervskørekortet er i hus fra DEKRA, der udbyder transportuddannelser.

- Vi har et samarbejde med DEKRA og Frode Laursen, hvor vi tiltrækker chauffører med en jobgaranti, når de har uddannelsesbeviset i hånden. Ved at give tilbuddet i et partnerskab giver det større effekt, forventer adm. direktør for Danske Fragtmænd Jørn Skov.

Danske Fragtmænd har dagligt 1800 lastbiler rullende på de danske landeveje, og det skaber et løbende behov for nye chauffører.

- Årligt er det omkring 200 nye chauffører vi skal have ind, fordi der er en stor naturlig udskiftning. Men i fremtiden bliver behovet for rekruttering endnu større, fordi mange chauffører har en højere alder og derfor kan forventes at gå på pension, siger Jørn Skov.

Ny måde at rekruttere på

DEKRA har i samarbejde med Københavns jobcenter udvalgt kandidater til en chaufføruddannelse, der som det første besøgte Danske Fragtmænds afdeling i Høje Taastrup.

- Det er en ny måde at rekruttere på, hvor alle ser hinanden i øjnene som første skridt. Kandidaterne finder ud af om et chaufførjob er noget for dem, og Danske Fragtmænd finder ud af, om der er et potentiale, fortæller kommerciel direktør i DEKRA, Troels Lund.

Syv kandidater fik tilbudt job hos Danske Fragtmænd i Høje Taastrup efter besøget. Nu følger en ny runde i trekantsområdet, mens et tredje besøg i Næstved er på tegnebrættet.

- Den her proces giver et ekstra gear i processen med at finde nye chauffører. Kandidaterne ved bedre, hvad de går ind til, og Danske Fragtmænd bliver ikke oversvømmet af irrelevante ansøgninger. Desuden kan den traditionelle ansøgningsproces være en barriere, som man kan komme rundt om ved et matchmaking arrangement, tilføjer Troels Lund.

Læs også: Vognmænd har svært ved at finde chauffører

Årligt er det omkring 200 nye chauffører vi skal have ind, fordi der er en stor naturlig udskiftning. Jørn Skov, adm. direktør, Danske Fragtmænd

Tema i DI’s forretningsudvalg

Ambitionen er også at få flere kvinder bag rattet. Danske Fragtmænd har en del kvinder i administration og ledelse, men Jørn Skov vil gerne have flere kvindelige lastbilchauffører.

- Det er en udfordring, fordi erhvervet stadig har et image af at være en mandeverden. Men i praksis er der plads til en bedre balance, fordi udviklingen har gjort, at det ikke er fysikken, som afgør om man er egnet som chauffør, siger Jørn Skov.

Danske Fragtmænds adm. direktør blev ved generalforsamlingen  Dansk Industri den 28. september valgt ind i DI’s forretningsudvalg. I udvalget kan han blandt andet arbejde for at transportbranchens mangel på hænder og hoveder kommer højere op på den politiske agenda.

Ni af ti transportvirksomhed mangler chauffører

Manglen på chauffører rammer transportbranchen hårdt bekræfter branchedirektør Lars William Wesch fra ATL, som er en del af Dansk Industri.

- I vores seneste medlemsundersøgelse pegede ni ud af ti transportvirksomheder på, at det enten var svært eller umuligt at skaffe nok chauffører. Det her er et problem ikke blot for vejgodstransporten, men for dansk erhvervsliv og dermed samfundet generelt, siger han.

Desuden viser analyser også, at hver anden godschauffør er over 50 år, mens 13 pct. har rundet 60 år.

- Derfor vil mange forlade arbejdsmarkedet i de kommende år. Vi har fuld damp på både at få flere unge ind, flere lærlinge, større diversitet og mere hjælp til udenlandsk arbejdskraft, forklarer Lars William Wesch.

EU-direktiv øger pres på sigt

Det er ikke kun chaufførernes høje gennemsnitsalder, der skaber problemer med at få arbejdskraft nok. Behovet for danske chauffører er øget efter januar 2021, hvor nye regler fra Folketinget betød, at der skal dansk løn, når udenlandske chauffører kører cabotagekørsel i Danmark.

- Det har givet mere administrativt bøvl ved at benytte udenlandske chauffører. Og derfor er det med til at øge kampen om de danske chauffører, forklarer Jørn Skov.

En tredje faktor er EU’s arbejdstidsdirektiv for mobile lønmodtagere. Direktivet sætter et loft over arbejdstiden på 48 timer om ugen i gennemsnit over en seks måneders periode. I Danmark frygter branchen, at direktivet vil blive håndhævet mere kontant, når de sidste dele af EU’s vejpakke træder i kraft i februar 2022.

I sidste uge blev en skærpet kontrol dog afværget i første omgang. Efter et møde mellem Transportministeriet og repræsentanter for transportbranchen - blandt andre ATL og DI Transport – valgte regeringen, at tage dette element ud af lovprogrammet for det kommende år.

- Vi risikerer en flugt af chauffører, fordi mange har en høj løn takket være muligheden for at arbejde mere end 48 timer om ugen, uden i øvrigt at komme i konflikt med køre-hviletidsbestemmelserne, siger Jørn Skov og fortsætter:

- På sigt kan det blive et større problem end de akutte udfordringer, vi står med her og nu, hvor manglen på chauffører er stor på grund af vækst i branchen og en generel udfordring i dansk erhvervsliv med at få medarbejdere nok.

Hvis kampen om medarbejdere udvikler sig til en kamp på lønnen vil det blive markant dyrere for at få godset transporteret.

- Og der er kun kunderne til at betale den ekstra regning, konstaterer Danske Fragtmænds adm. direktør.  

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Lars William Wesch

Lars William Wesch

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4831
  • Mobil +45 4061 2007
  • E-mail lwh@di.dk

Relateret indhold