DI's adm. direktør Lars Sandahl Sørensen håber også på, at regeringen er klar til at gøre det såkaldte FoU-fradrag på 130 procent permanent.

06.09.21 DIB Nyheder

DI håber på flere hænder i regeringsudspil tirsdag

Tirsdag varsler regeringen første del af reformer, der blandt andet skal styrke muligheden for at få flere hænder og hoveder. Vi håber på løsninger, der virker med det samme, siger DI-direktør Lars Sandahl Sørensen.

Regeringen præsenterer ved pressemøde tirsdag reformudspillet "Danmark kan mere I”. Hos Dansk Industri (DI) skaber det forhåbninger om bl.a. øget arbejdsudbud og bedre vilkår for forskning og udvikling.

- De danske virksomheder står midt i en historisk mangel på arbejdskraft, der skal sikre et varigt opsving til gavn for os alle. Derfor er vi selvfølgelig meget opsatte på, at regeringen kommer med løsninger, der vil virke med det samme, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.

Han påpeger, at erhvervslivet både har brug for dansk og udenlandsk arbejdskraft og henviser til, at DI eksempelvis har forslag, der øger arbejdsudbuddet med 13.500 personer i 2022.

- Det hjælper virksomhederne med at understøtte samfundet her og nu. Det er bl.a. forslag om øget efterlønspræmie, lavere dimittendsats og sænket beløbsgrænse, fortæller DI-direktøren. 

Dansk Industri håber også, at regeringen vil se på et permanent forhøjet fradrag for forskning og udvikling på 130 procent. 

- Så har virksomhederne de rette betingelser for at investere i fremtidens vækst og den grønne udvikling i Danmark, siger han. 

Læs også: Akutpakke fra DI kan give 11.000 ekstra par hænder i 2022

Kim Graugaard

Kim Graugaard

Arbejdsmarked og personalejura viceadm. direktør

  • Direkte +45 3377 3615
  • Mobil +45 4064 8942
  • E-mail kgr@di.dk

Relateret indhold