ISS' adm. direktør Jacob Aarup-Andersen har sagt farvel til  omkring 160 af de 400 øverste ledere i servicekoncenen siden han tiltrådte 1. september 2020.   Foto: Ulrik Jantzen

14.09.21 DIB Nyheder

ISS-bossen - fra bank til bagte løg

Jacob Aarup-Andersen har på under et år skudt en kæmpe kulturforandring i gang i ISS, hvor han også selv må prøve en del undervejs.

Det skabte store overskrifter i danske medier i foråret 2020, da direktør i Danske Bank, Jacob Aarup-­Andersen, efter knap 20 år i finansverdenen blev topchef for den globale servicegigant ISS med flere end 400.000 ansatte.

Tiltrædelsen 1. september 2020 bød på en stejl læringskurve, som ikke er slut endnu. Men flere oplevelser har gjort ham bevidst om, at mange ledelsesopgaver er fælles på tværs af industrier, og han ser det som sundt at skifte industri.

Jacob Aarup-Andersen har fulgt ISS i mange år og fremhæver virksomhedens fokus på mennesker og kunder som et fællestræk med bankverdenen.

– Både en bank og en servicevirksomhed er bygget op om kunderejsen, hvor vi i ISS også er ekstremt tæt på vores kunder, fordi vi fysisk er hos dem hver dag. Styring af risiko er en anden faktor, hvor min viden fra finansverdenen spiller godt ind, siger han.

Bidrager med digitale erfaringer

Finansverdenens erfaring med digital udvikling og teknologi tager han også med, hvor han ser mulighed for at bidrage mere offensivt, fordi service­branchen stadig er i en meget tidlig fase. Et eksempel er, at rengøringspersonalet kan udstyres med en iPad, der ved hjælp af sensorer på arbejdspladsen fortæller, hvor behovet for rengøring er størst. Det sikrer, at tiden udnyttes mere effektivt.

Meget er dog også nyt – og som ny ISS-chef mødte han virksomheden fra top til bund: Første dag holdt han intromøde for ISS’ 40.000 ledere – og kort tid efter stod han i LEGO’s kantine i Billund sammen med det øvrige ISS køkkenpersonale og bagte løg og portionsanrettede frokost til 500 medarbejdere.

– Oplevelserne ude ved kunderne har gjort stort indtryk, for der er en utrolig stolthed, og et ejerskab hos medarbejderne over det de gør. Det er også kommet til udtryk under coronakrisen, hvor ISS har været med til at holde arbejdspladser, hospitaler og kritisk infrastruktur i gang. Og senest ved oversvømmelserne i Tyskland, hvor flere tusinde medarbejdere frivilligt meldte sig for at hjælpe vores største kunde, Deut­sche Telekom med at få mobilnettet til at køre igen, fortæller han.

Læs også: ISS ansætter 125.000 hvert år men har brug for endnu flere

Vi skal være syleskarpe på værdier, og den generelle adfærd vi står for. Alle bliver nødt til at være enige om vores mål og redskaber, Jacob Aarup-Andersen, adm. direktør, ISS A/S

Kæmpe kulturforandring og nye chefer

ISS-chefen har samtidig brug for, at de mange medarbejdere og ledere er med på koncernens strategiske ændringer, hvor ISS skal fremtidssikres i en tid præget af ny teknologi, øget krav om bæredygtighed – og med pandemien – kundernes mere fleksible arbejdspladser.


Pejlemærket er strategien OneISS fra december 2020, hvor servicevirksomheden vil blive stærkere, simplere og komme tættere på kunden. Det skal gøre ISS mere lønsom og skabe en organisation, som arbejder mere på tværs af landegrænser. Her kommer den tidligere bankmands erfaringer fra risikostyring til sin ret.

Det betyder samtidig et farvel til visse kunder og markeder – samt også de chefer, der ikke er med på omstillingen.

– Det er faktisk en kæmpe kulturforandring, vi er i gang med, hvor vi bliver en ekstrem værdibaseret organisation. Derfor skal vi være syleskarpe på værdier, og den generelle adfærd vi står for. Alle bliver nødt til at være enige om vores mål og redskaber, siger han og afrunder:

– Det betyder også, at jeg som CEO skal slå hårdt ned, når folk ikke lever op til vores værdier. Det har – sammen med behovet for at tiltrække flere nye kompetencer inden for bl.a. teknologi, salg og operations – medvirket til nogle udskiftninger i ledelseslagene. Vi har sagt farvel til omkring 160 af de øverste 400 ledere, i det år jeg har været her, siger han.

ISS-chefen pointerer, at de fleste udskiftninger har handlet om behovet for nye kompetencer. Men det har alle været nødvendige forandringer for at skabe fremtidens ISS i fællesskab.

Fakta

JACOB AARUP-ANDERSEN

  • Alder: 43 år
  • 2020: Tiltrådte 1. september 2020 som adm. direktør for ISS A/S
  • 2016: Ansat i Danske Bank som bl.a. finans­direktør og senest bankdirektør for Danske Bank
  • i Danmark.
  • 2014: Finansdirektør for Danica Pension
  • 2012: Porteføljechef i Danske Capital
  • 2002: Frem til 2012 forskellige lederjob I finansbranchen i England hos Goldman Sachs, Highbridge Capital, Montrica Investment og TPG-Axon Capital.
  • Deltager i DI’s topmøde 28. september.

Se med på DI Topmødet 2021

Hele Danmark kan se med, når vi livestreamer DI Topmødet 2021 den 28. september fra klokken 15:00. Oplev Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen, Kasper Hjulmand og mange flere.

Tilmeld dig DI Topmødet 2021

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Jakob Scharff

Jakob Scharff

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3996
  • Mobil +45 2112 9423
  • E-mail jasc@di.dk

Relateret indhold