Kvinder ombord i mandefag i LEGO Koncernen
LEGO Koncernen vil have de bedste lærlinge, og derfor skal der flere kvinder til. Ifølge leder af lærlingeakademi Claus Morten Larsen er dynamikken fantastisk, når de to køn uddanner sig sammen.
I Billund ligger landets største praktiksted for værktøjsmagere. LEGO Koncernen har til enhver tid 25 - 30 unge og voksne i gang med at lære at lave værktøjer og formdele til produktion af Danmarks mest kendte legetøj.
Leder af LEGO Koncernens lærlingeakademi Claus Morten Larsen er konstant på udkig efter flere unge mennesker, der vil tage en erhvervsuddannelse. Og gerne som værktøjsmager – den lidt nørdede niche.
- Vi kæmper med at få tiltrukket unge. De fleste unge i dag har ikke en faglig interesse fra at skrue i knallert, som mig. Men de har et fantastisk potentiale, vi skal have udnyttet. Vi skal nedbryde barrierer og have gang i dialogen – rigtig gerne med pigerne også, vi også kan få dem ombord i et mandefag, siger han.
Læs også: Hver fjerde lærling skal være en kvinde
Sammen er de fantastiske
Lige nu er 4 ud af LEGO Koncernens 28 værktøjsmagerlærlinge kvinder.
Claus Morten Larsen har arbejdet med lærlinge de seneste 10 år og studeret de mange unge på tæt hold. Når han gerne vil have flere kvindelige lærlinge, er der en særlig grund.
- Drengene får pigerne til at ta’ et skridt mere. Pigerne får drengene til at tænke sig om. Sammen er de fantastiske, fordi gruppedynamikken kommer helt i top, så ja, jeg vil rigtig gerne have flere kvindelige lærlinge, siger lederen af LEGO Koncernens lærlingeakademi.
Inden jeg gik i lære som værktøjsmager, arbejdede jeg flere år på en plastfabrik. Min passion er mennesker, og i fremtiden jeg vil bruge min uddannelse til at gøre den endnu mere attraktiv for andre at vælge. Malene Skøtt, værktøjsmager i august 2021, LEGO Koncernen
Som i Livgarden
Claus Morten Larsens strategi til flere kvindelige lærlinge er blandt andet at ’fange’ elever fra guld- og sølvsmedeuddannelsen, som ikke får læreplads. Lærlingeakademilederen viser dem LEGO Koncernens ’kirurgiske operationsstue’ af et værksted og fortæller om de høje forventninger.
- Vores lærlinge skal være de bedste, hvis de vil være her. Uanset køn. Med de bedste mener vi dem, der vil yde deres yderste og udnytte det potentiale, de har. Men så kan de for eksempel også komme afsted til Kina eller Mexico. Vi sikrer de optimale rammer for uddannelsen, siger han.
Og mens nogle af drengene ifølge Claus Morten Larsen ’rammer alle vægge’ i uddannelsestragten, er pigerne ofte mere tilbageholdende og bange for at fejle.
- Vi bruger en del krudt på at lære de unge kvinder, at det er ok at fejle, minde dem om, at de er i lære og ikke hele tiden kan ’safe guarde’, hvis de vil udvikle sig. Så suser de til gæld også lige igennem, siger han.
Fakta
LEGO Koncernen
4.500 medarbejdere i Danmark, ca. 20.000 på verdensplan.
Afdelinger i hele verden
Udvikler og producerer legeoplevelser
Omsætning ca. 44 mia. kr. i 2020
Lærlinge
90 – 100 lærlinge og elever
Uddannelser: Værktøjsmager, plastmager, industritekniker, automatikfagtekniker, lager/logistik, administration, it og design.
Værktøjsmageruddannelsen 13 pct. kvinder.
Plastmageruddannelsen 50 pct. kvinder