Til housewarming for DI’s østafrikanske kontor taler kontorleder Klaus Lehn Christensen med Mucai Kunyiha, bestyrelsesformanden i den kenyanske arbejdsgiverorganisation KAM.

Foto: DI
06.09.21 DIB Nyheder

Optimisme i Østafrika trods stigende smittetal

Trods natlige udgangsforbud og alarmerende høje smittetal tror danske virksomheder fortsat på vækst i Østafrika. DI har fået kontor hos sin søsterorganisation i Kenya for at drive udviklingsprojekter og hjælpe danske virksomheder med at skabe et eksporteventyr på kontinentet.

Efter en rolig sommer, der gav forhåbninger om, at den værste del af pandemien var overstået, er Kenya nu fuldt inde i en fjerde bølge med natligt udgangsforbud og et smittetal, der er lige så højt, som da  virussen var på sit højeste.

Det fortæller Klaus Lehn Christensen, der er leder af DI’s nyligt åbnede østafrikanske kontor.

- Det er svært at finde troværdig statistik, men det er i grove træk den samme historie, vi ser i hele Østafrika, fortæller han.

Men selvom smittetallene viser en alarmerende tendens, mærker han ikke meget til pandemien i det daglige. De østafrikanske regeringer går nemlig langt for at holde økonomierne i gang. Kun i Etiopien er spillesteder og natklubber lukkede. I Kenya har regeringen i stedet valgt en ”selvreguleringstilgang” i hotel- og restaurationsbranchen. Den tilgang ser indtil videre ud til at virke.

- Selvom det officielle dødstal på omkring 4.700 ikke er pålideligt, og det reelle omfang af smitten er ukendt, ser de lokale hospitaler ud til at kunne klare presset, siger Klaus Lehn.

Læs også: Partnerskaber skal løfte dansk eksport

Økonomisk nød har fulgt pandemien

Det skyldes ikke mindst, at østafrikanere er unge. I Kenya er Kun 0,19% af befolkningen over 80 år gammel, og medianalderen er 20,1 år. Desuden er landets vaccinationskampagne endelig kommet i gang og 2 millioner har fået deres første stik. Målet er, at 10 millioner af landets 52 millioner indbyggere er færdigvaccinerede ved udgangen af 2021.

De østafrikanske regeringers vigtigste mål i år er derfor at bekæmpe den økonomiske nød, som har været pandemiens følgesvend. Før pandemien voksede de østafrikanske økonomier med 6,6%. I 2020 faldt det til blot 0,9%.

Det har ført millioner ud i fattigdom. I Kenya steg arbejdsløsheden i 2020 for eksempel fra 2,6% til 6,2%, men strategien med i så høj grad som muligt at holde erhvervslivet åbent ser ud til at give økonomisk gevinst. I juni vurderede Deloitte, at Østafrika i 2021 vil opleve en vækst på 3,1%. I Kenya forventes væksten i år at være helt oppe på 6,1%. Det er 0,2% mere end i 2019.

Læs også: Har din virksomhed vokseværk? – nyt Scaleup-netværk kan hjælpe dig på vej

Danske virksomheder er optimistiske

De danske virksomheder, Klaus Lehn snakker med, ser også lyst på deres indtjeningsmuligheder:

- De fleste forventer, at deres virksomheder fortsat vil vokse. Selvom der måske går lidt tid, før vi når vækstraterne fra før COVID-19, så er der stadig et stort potentiale i de østafrikanske markeder.

Et eksempel på det er den danske fødevareproducent Orana, der producerer juice-koncentrat fra plantager i blandt andet Kenya.

- Vi oplever et stabilt salg af frugtbaserede råvarer til juice- og mejeriindustrien i Kenya. Selvom vi ikke oplever den enormt høje vækst, der er i andre lande i Afrika, så forventer vi øget salg i regionen i 2022, fortæller administrerende direktør Niels Østerberg.

Derfor er Orana også i gang med at udvide produktionen.

- Vi har netop etableret en bananplantage i Kenya og har yderligere indgået aftale med 2000 farmere, der skal levere bananer til både frisk frugt salg og bananpulp til juiceindustrien. Det har pandemien ikke sat en stopper for, siger Niels Østerberg.

Læs også: Hold øje med skadedyr i træemballage – det har du pligt til

Danske klimapartnerskaber er basis for ny platform

I DI er der også store forventninger til, at Østafrika i de kommende år kan blive et stort vækstmarked for danske virksomheder. Det er blandt grundene til, at DI er flyttet ind hos den lokale erhvervsorganisation Kenya Association of Manufacturers (KAM).

- DI har samarbejdet med KAM i mere end 20 år og med kontor hos dem er vejen banet til, at DI kan udnytte sin unikke adgang til danske og kenyanske virksomheder og myndigheder, siger Klaus Lehn.  

Han var vært ved housewarmingen, der blev holdt i august med deltagelse af den danske ambassadør i Kenya, Ole Thonke.

Han lagde i sin tale vægt på nødvendigheden af offentlig-privat dialog:

- Vi bliver nødt til at arbejde endnu mere i partnerskaber for at opnå de nødvendige resultater. Den alsidige flok, som KAM og DI har samlet her, er en del af løsningen, der skal skabe bæredygtighed i Kenya.

Udover at hjælpe DI’s medlemmer er det nye kontor sat i verden for at lede DI’s Danida-finansierede udviklingsarbejde i regionen. Arbejdet er særligt fokuseret på at skabe bæredygtig vækst og ordentlige job, at forbedre de tekniske skoler samt at sikre en grøn omstilling.

- Danske løsninger og danske tilgange kan gøre en stor forskel hernede. Vi er for eksempel ved at udrulle en platform for offentlig-privat dialog. Den er baseret på de danske erfaringer med ’klimapartnerskaber’, hvor virksomheder kommer med forslag til, hvordan CO2-udledninger kan reduceres mens grøn vækst sikres. Når private og offentlige aktører går sammen kan det skabe et stærkt momentum for at skabe økonomiske muligheder og øge bæredygtighed, forklarer Klaus Lehn.

Læs også: Nu åbner verdens messer fysisk – kom med DI ud

DI er flyttet ind hos den lokale erhvervsorganisation Kenya Association of Manufacturers (KAM). Video fra housewarmingen.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Klaus Lehn Christensen

Klaus Lehn Christensen

Regional Manager East Africa

  • Direkte +45 3377 4548
  • Mobil +254 0791440701
  • E-mail kllc@di.dk

Relateret indhold