Prisvinder rykkede teltpælene op for at få læreplads
Årets lærlingeprisvinder i DI Sydvestjylland var ikke bleg for at flytte til en hel anden del af landet for at få sin elevplads som laborant på virksomheden Nordic Waterproofing A/S i Vejen.
Det er blot en del af begrundelsen for, at Jeanne Piester Christiansen nu får overrakt DI Sydvestjyllands lærlingepris 2021 ved en reception.
- For os viste det, at her var en elev, der virkelig ville uddannelsen og virksomheden. At hun så ovenikøbet har vist sig at være superdygtig og på rekordtid har kunnet løse opgaver på egen hånd, det kan man jo kun blive glad af. Jeanne har under læretiden udviklet en unik evne til at sætte sig ind i analysemetoderne, hun arbejder meget effektivt og er meget præcis. Hun har virkelig analytisk snilde, siger Nanna Drost Clausen, Nordic Waterproofing A/S.
Også under Covid-19 har Jeanne ydet en ekstraordinær indsats, da hun på eget initiativ har valgt at isolere sig i sin fritid, for ikke at risikere at blive ramt af Covid-19 og efterfølgende komme til at smitte kollegerne på virksomheden. Det har betydet, at sociale aktiviteter med venner og familie har været sat på standby.
-Som næstformand for DI Sydvestjylland og den lokale repræsentant for DI i Vejen er jeg ekstra glad for, at vi med valget af Jeanne har fundet en rigtig rollemodel. Vi har brug for unge, der kan vise andre unge, at det faktisk er ret fedt at tage en uddannelse på en virksomhed, fordi det giver så mange muligheder fremadrettet, siger næstformand i DI Sydvestjylland adm. direktør Carsten Jespersen, KE Fibertec A/S.
-Jeanne har med sin varme og vindende personlighed skabt et godt forhold til kollegerne i hele virksomheden. Hun er vellidt og anerkendes for sin arbejdsindsats, men skaber også en utrolig god og positiv energi i hele afdelingen for den hun er, siger Nanna Drost Clausen.
På det faglige område har Jeanne afsluttet praktikforløbet med 2 flotte 10-tal både for hendes skriftlige praktikprøve samt hendes afslutningsprojekt, der handlende om udvikling af en grønnere overfladebelægning, der kan indgå i produktionen af tagpap.
-Det er utroligt vigtigt, at vi får uddannet flere elever og lærlinge her i vores område. Ikke mindst på det tekniske og naturvidenskabelige område er der nogle fantastiske muligheder. Jeannes udnævnelse til årets lærling er derfor en god reminder til andre unge om at kigge denne vej, siger Carsten Jespersen, DI Sydvestjylland.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.