Fabrikkerne kan desuden kobles op på en satellit og levere internet og telefoni til lokalområdet samt sikre fjern-vedligeholdelse af fabrikkerne.

Foto: PR
07.01.22 DIB Nyheder

100 danske mikrofabrikker skal levere rent vand og internet til fjerne områder

Alfa Laval i Søborg skal bygge 100 nye mikrofabrikker, der skal sikre rent drikkevand i fjernt beliggende områder og til barer i millionbyer. Hver enkelt mikrofabrik kan producere op til 70.000 liter rent drikkevand og spare op til otte tons CO2 om måneden.

En slags 3D-printer, der kan sikre rent drikkevand og bryg som øl, cider og sodavand så forskellige steder som en nationalpark i Afrika og et luksushotel i en millionby – sådan kan en helt ny mikrofabrik fra Alfa Laval og innovationsvirksomheden Wayout International bedst beskrives.

Et nyt partnerskab mellem de to virksomheder betyder, at der i løbet af de kommende år skal produceres 100 mikrofabrikker hos Alfa Laval i Søborg, der er koncernens globale center for Food & Water-teknologi og herunder blandt andet bryggeriudstyr.

Læs også: Industrigigant fylder ledig fabrikshal med opfindere

Kan levere internet og telefoni

Mikrofabrikkerne bygges i to forskellige modeller – én, som er målrettet sikringen af rent drikkevand og én målrettet flere forskellige drikkevarer som både vand, sodavand og øl. Fabrikkerne kan desuden kobles op på en satellit og levere internet og telefoni til lokalområdet samt sikre fjern-vedligeholdelse af fabrikkerne.

- Øde områder i eksempelvis Afrika langt væk fra en udbygget infrastruktur kan have store udfordringer med at få leveret rent drikkevand på flaske og skal ligeledes kunne håndtere de tomme flasker bagefter. En mikrofabrik har alt nødvendigt pumpe- og renseudstyr og kan kobles direkte på den lokale vandforsyning. Mikrofabrikken kan drives af solpaneler og kan således også fungere i områder uden for elnettet, forklarer John Kyle Dorton, Vice President for bryggerisystemer hos Alfa Laval.

Læs også: DI i international indsats: Skal hjælpe unge ind på arbejdsmarkedet i Jordan

Stor CO2-besparelse følger med

Adgangen til rent drikkevand er udfordret på verdensplan, hvor 3 ud af 10 personer ifølge FN mangler adgang til drikkevand, der er håndteret sikkert og forsvarligt. Det problem kan mikrofabrikkerne være med til at løse. En enkelt mikrofabrik kan dagligt producere drikkevand til 300 husstande og har en månedlig kapacitet på op til 70.000 liter. Det betyder samtidig en CO2-besparelse på transport og emballage på op til otte tons om måneden.

I DI Vand glæder man sig over udviklingen og ser det som endnu et tegn på Danmarks styrkeposition på vand.

- Alfa Lavals produkt er et godt eksempel på, hvordan Danmark kan bidrage til at løse verdens vand- og spildevandsproblemer. Produktet er omkostningseffektivt og med til at understrege den danske førerposition på vandområdet, fortæller Mads Helleberg Dorff, chef for DI Vand.

Læs også: Nationale afrikanske klimamål giver muligheder for danske virksomheder

Lav strategiplan for vandområdet

Han tilføjer dog, at der skal langt mere af denne slags til, hvis Danmark fremadrettet skal fastholde sin globale førerposition på vandområdet.

- Det er lige præcist derfor, at DI Vand – sammen med bl.a. Greenpeace – har foreslået, at regeringen tager initiativ til en strategiplan for vandsektoren, der kan styrke og binde nationale rammevilkår, F&U samt eksportinitiativer bedre sammen. Alfa Laval viser tydeligt med deres nye mikrofabrikker, at der er en stærk platform for udviklingen af nye danske vandløsninger til gavn for verden, siger Mads Helleberg Dorff.

Læs også: Greenpeace og DI: Verden er i vandkrise – Danmark kan hjælpe

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Mads Helleberg Dorff

Mads Helleberg Dorff

Chef for DI Vand

  • Direkte +45 3377 3034
  • Mobil +45 4280 1888
  • E-mail mahd@di.dk

Relateret indhold