Det er især slagterimedarbejdere og håndværkere, der har søgt og fået tidlig pension.

09.01.22 DIB Nyheder

Dårlig timing - 11.000 kan gå på Arne-pension i 2022

3.700 især slagteriarbejdere og håndværkere er fra 1. januar gået på tidlig ”Arne-pension”. I løbet af 2022 kan tallet vokse til 11.000. ifølge DI kunne timingen nærmest ikke være værre.

Siden 1. august 2021 har det været muligt for de første seks årgange at søge om ret til tidlig pension. Indtil videre har godt 34.000 søgt om retten. Det er muligt at ansøge om ret til tidlig pension, fra man er fyldt 61 år.

3.700 er fra 1. januar stoppet på arbejde for at benytte sig af ordningen – og det kan ifølge en pressemeddelse fra Beskæftigelsesministeriet vokse til 11.000 i løbet af 2022. Af tallene kan man se, at der er relativt flest håndværkere og slagteriarbejdere, der har fået ret til at gå på tidlig pension i 2022. 

- At så mange nu tildeles Arne-pension, kommer utvivlsomt til at ramme virksomhederne hårdt, og mange steder bliver det utroligt svært at finde andre medarbejdere til at tage over. Det efterlader en stor samfundsregning, siger Steen Nielsen, vicedirektør i Dansk Industri (DI)

Han påpeger, at timingen for Arne-pensionen nærmest ikke kunne være værre.

- Ordningen indføres på et tidspunkt, hvor virksomhederne mangler medarbejdere i et omfang, vi ikke har set i mange år i stort set alle brancher og over hele landet. Det vil utvivlsomt koste omsætning og vækst for virksomhederne og dermed for samfundet, siger Steen Nielsen.

Læs også: Stor efterspørgsel efter lyn-accept af international arbejdskraft

Forstærker behovet for reformer

Den forgangne uge har budt på tal, der viser rekordlav ledighed. Og en ny rundspørge fra DI viser, at fire ud af 10 medlemmer peger på manglende arbejdskraft som den største vækstudfordring i 2022.

Det vidner om, hvor alvorlig en samfundsudfordring, vi står med, siger Steen Nielsen.

-  Selvom det heldigvis ikke er alle modtagere, som forlader arbejdsmarkedet på samme tid, forstærker Arne-pensionen naturligvis behovet for, at regeringen og Folketinget finder hurtige og effektive løsninger, som skaffer mere arbejdskraft. Et oplagt sted at starte er at sænke beløbsordningen fra 445.000 kr. til 360.000 kr. Og så skal vi bruge skatte- og afgiftsinstrumentet klogt til at øge danskernes incitament til at arbejde, så vi både får flere seniorer og unge mere ud på arbejdsmarkedet, slutter Steen Nielsen.

Beskæftigelsesministeriet oplyser, at godt 12.000 af dem, der indtil nu har fået behandlet deres ansøgning om tidlig pension, har fået den maksimalt mulige ret til tidlig pension, mens godt 13.000 har fået ret til to eller et år på tidlig pension.

Omkring 6.500 borgere har igangværende partshøringer og kan fortsat indsende yderligere dokumentation, der kan give dem ret til tidlig pension eller til at få flere år på ydelsen end først tildelt.

Læs også: DI: Korteste ledighedsperiode i 10 år

 

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold