05.01.22 DIB Nyheder

DI: Erhvervslivets optimisme daler for anden måned i træk

Erhvervstilliden falder for anden måned i træk. I november var erhvervstillidsindikatoren på 115,7, og i december er indikatoren på 112,2. Det er ifølge landets største erhvervsorganisation, DI, et tegn på, at virksomhederne skruer ned for vækstforventningerne i den nærmeste fremtid.

- Vi har i de seneste to måneder set dalende optimisme blandt danske virksomheder. Det overrasker os desværre ikke, da vi ser flere og meget forskellige vækstudfordringer i dansk økonomi lige nu, siger Morten Granzau, chef for Økonomisk Politik og Analyse i Dansk Industri.

Erhvervstilliden er et pejlemærke for, hvordan det går i dansk økonomi. Tilbagegang i erhvervstilliden giver en indikation af, at der er faldende produktion og værditilvækst i den pågældende måned.

- Ret paradoksalt, så er der både mangel på udbud og efterspørgsel, afhængigt af, hvor man vender blikket hen. Industrien og byggebranchen oplever udpræget mangel på arbejdskraft og råvarer, mens især de oplevelsestunge brancher er ramt af restriktioner, siger Morten Granzau.

- Serviceerhvervene melder igen om, at mangel på efterspørgsel er et tiltagende problem. Det er især restauranter, hoteller og rejsebureauer, som mærker restriktionernes hammer. Hvor det for et par måneder siden blot var en ud fem virksomheder, som manglede efterspørgsel, var det i december cirka hver tredje, siger Morten Granzau.

- Der findes desværre ikke en kur, som kan sætte væksten i gang i alle brancher. Vi skal stå på flere ben. Det skal bliver lettere at få adgang til kvalificeret arbejdskraft, herunder fra udlandet. Og samtidig skal vi sikre, at restriktionsramte virksomheder får den rette kompensation, så de kan gribe opsvinget igen, når restriktioner forhåbentlig snart forsvinder, siger Morten Granzau.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold