Færreste antal ledige i 13 år
Nyt fald i ledigheden øger presset på politikerne for at øge arbejdsudbuddet i Danmark, mener DI.
Der blev 6.900 færre ledige i november måned, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Dermed udgør ledigheden nu 80.600 fuldtidspersoner, hvilket er det laveste i 13 år.
- Jobmarkedet er utroligt stærkt og har været det igennem lang tid. Det er rigtig positivt for både lønmodtagerne og det danske samfund, siger Steen Nielsen, vicedirektør i Dansk Industri.
- Men problemerne øges for de danske virksomheder og for Danmarks vækst. Med meget færre ledige bliver det vanskeligt at finde medarbejdere til ledige job. Når virksomhederne ikke kan ansætte de medarbejdere, de har brug for, betyder det, at både virksomhederne og hele det danske samfund går glip af gevinster fra det nuværende opsving. Også skatteindtægter, der ellers kunne bidrage til at betale for fremtidens udgifter til for eksempel sundhed, uddannelse og infrastruktur, siger Steen Nielsen.
Han ser frem til Folketingets reformforhandlinger med overskriften ”Danmark kan mere 2’, som efter planen begynder i denne måned.
- Det er positivt, at regeringen nu er villig til at diskutere, hvordan vi får bragt flere udenlandske medarbejdere i spil i Danmark til fordel for hele det danske samfund, siger Steen Nielsen.
- Med den vanskelige rekrutteringssituation, som rigtig mange virksomheder befinder sig i, er det samtidig oplagt at tage yderligere værktøjer i brug, som har hurtig virkning på antallet af personer i job, siger Steen Nielsen.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.