Et af H.M. Dronningens diademer er blandt de private smykker, som udstilles i Amalienborgmuseets særudstiling "En dronnings smykkeskrin". Oprindeligt skulle udstillingen have været åbnet 13. januar, men det blev udsat pga. coronanedlukning.

Amalienborgmuseet, Jens Peter Engedal
12.01.22 DIB Nyheder

Genåbning vil åbne dørene til Dronningens særudstilling

Museumsdirektør Thomas Thulstrup håber på en hurtig genåbning af kulturlivet. Særudstilling i anledning af Dronningens regentjubilæum  kan i givet fald åbne i næste uge - kun få dage forsinket.

Chancen for en snarlig åbning af kulturlivet bliver modtaget med åbne arme blandt landets museer. Kongernes Samling med museerne Rosenborg, Amalienborg og Koldinghus vil være særligt tilfredse, for det giver mulighed for, at en unik særudstilling i anledning af Dronningens 50 års regentjubilæum kan åbnes inden længe.

Det fortæller museumsdirektør Thomas C. Thulstrup.

- Vi er rigtigt glade, hvis vi igen snart kan modtage gæster. Ikke mindst fordi vi lægger meget energi i vores særudstillinger, som nu er klar efter flere års forberedelse. Her er udstillingen der markerer Dronningens regentjubilæum af en helt særlig karakter, siger han.

Der har taget op mod tre år at forberede "En dronnings smykkeskrin", hvor gæsterne blandt andet får mulighed for at se Dronningens private smykker. H.M. Dronningen åbner selv udstillingen, når genåbningen bliver mulig.

- Det bliver en ekstraordinær udstilling på et niveau, der passer til anledningen, fortæller museumsdirektøren.

Læs også: DI: Glædeligt med færre restriktioner

Turbulente år og ny strategi

Kongernes Samling har været igennem en turbulent periode under coronakrisen på linje med store dele af det øvrige danske kulturliv, hvor det har svinget mellem nedlukninger og perioder med markante besøgstal.

Museerne blev hårdt ramt af de manglende udenlandske turister, der ofte kom med krydstogtskibene. Det fik museet til gå nye veje, forklarer Thomas Thulstrup.

- Vi ændrede totalt vores strategi i forhold til målgruppen, så vi i stedet fokuserede mere på danske gæster. Naturligvis vil vi gerne have gæster fra andre lande, men vi kunne se, at potentialet var stort ved at nå mere ud til danskerne, forklarer han.

Læs også: Biografer er klar til genåbning med supergeneration af ungarbejdere

60 procent flere gæster end før corona

Og strategiskiftet har virket. I flere måneder gennem 2021 fik eksempelvis Koldinghus 60 procent flere besøgende end normalt.

Under coronanedlukningen har Kongernes Samling sendt dele af personalet hjem med lønkompensation.  Men de tilbage på arbejde, når genåbningen bliver mulig. 

- Vi er klar til at genåbne, og vi vil naturligvis kunne leve op til de coronakrav, der kommer, siger Thomas Thulstrup.

Læs også: Kongernes Samling jubler over genåbning – men de udenlandske turister vil mangle

Henriette Søltoft

Henriette Søltoft

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3654
  • Mobil +45 2088 3919
  • E-mail hes@di.dk

Relateret indhold