Fra venstre: Udvikling og support Frederik Eriksen; formand for DI Vestsjælland Jan Bybjerg Pedersen; adm. direktør Bent Eriksen; borgmester i Odsherred Kommune Karina Vincentz og værkfører Christian Vistrup.

Foto: Sigrid Wilbeck Hansen
06.01.22 DIB Nyheder

Virksomhed hædret for at presse luft ud af flamingo

Shark Compactors A/S modtager DI Vestsjællands Initiativpris 2021 for at have opfundet maskine, der reducerer transport af flamingo væsentligt til gavn for både økonomi og klima.

Flamingo består af 98 procent luft og vejer næsten ingenting, men det fylder meget. Shark Compactors maskine kan komprimere flamingoen op til 40 gange, og det giver store besparelser, når det efterfølgende skal transporteres.

Pressemaskinen  ligner umiddelbart de maskiner, man smider gamle papkasser i på genbrugsstationerne. Men i maskinen gemmer sig avanceret elektronik og teknologi, som virksomheden i Hørve har patent på. Pressemaskinen bliver afprøvet på en af Odsherred Kommunes genbrugsstationer, og der bliver hele tiden tilføjet nye forbedringer. Men adskillige udgaver af pressemaskinen er allerede i drift i ind- og udland.

Maskine sikrer store besparelser

Kommunerne sparer mange penge på transport af flamingo og forbrændingsafgifter, og de tjener penge på salg af presset EPS. Produktet, som kommer ud af pressen, koster nemlig op til 6000 kroner pr. ton og kan omdannes til ny flamingo. Genanvendelse giver også store besparelser på CO2-regnskabet, da ny flamingo bliver produceret af olie.

- Shark Compactors får prisen, fordi virksomheden har vist, at den tør kaste sig over udviklingen af ny teknologi til genanvendelsessektoren og styrke den miljømæssige profil. Initiativet er  med til at gøre den grønne omstilling til virkelighed på en jordnær og konkret måde, siger formand for DI Vestsjælland, Jan Bybjerg Pedersen.

Shark Compactors A/S har udviklet pressemaskinen i samarbejde med Odsherred Kommune, og det er et godt eksempel på, at offentlige myndigheder og private virksomheder kan hjælpe hinanden.

Jeg lover, at vi blive ved med at lede efter ideer, som kan gøre det lettere at genanvende eller genbruge materialer, som ellers vil ende som affald. Bent Eriksen, adm. direktør, Shark Compactors

30 års erfaring med affaldshåndtering

Adm. direktør for Shark Compactors A/S Bent Eriksen har arbejdet med indsamling og genanvendelse af affald i over 30 år.

- Vi har udviklet og patenteret adskillige produkter og løsninger, som i dag bliver brugt over det meste af  verden. Jeg værdsætter meget det skulderklap, som vi får med denne pris. Det er en anerkendelse af firmaet og medarbejderne, der har været med til at udvikle vores produkter  gennem årene. Jeg lover, at vi blive ved med at lede efter ideer, som kan gøre det lettere at genanvende eller genbruge materialer, som ellers vil ende som affald, siger han.

Flamingopressen har fået stor opmærksomhed fra flere europæiske lande, Australien og USA.

Pressemaskinerne produceres på virksomhedens fabrik i Tyrkiet, som har 75-80 mand ansat, og hvor der også bliver produceret andre maskiner til affaldssektoren under navnet Shark Compactors. 

I Hørve arbejder 11-12 medarbejdere på Shark Service Center, hvor udviklingen foregår.

Sigrid Wilbeck Hansen

Sigrid Wilbeck Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3864
  • Mobil +45 6051 8420
  • E-mail siwi@di.dk

Relateret indhold