Medicinalvirksomheder hører til blandt de virksomheder, der benytter sig af højt betalte internationale forskere. Nu får de hurtigere adgang til dem.

14.01.22 DIB Nyheder

Højtlønnede udlændinge får hurtigere adgang til Danmark

Op til 18 måneder lange sagsbehandlingstider for internationale nøglemedarbejdere bliver væsentligt forkortet med ny procedure fra Skattestyrelsen. Det kan gøre det nemmere at skaffe internationale nøglemedarbejdere, lyder rosen fra Dansk Industri.

Den er kendt som forskerskatteordningen, som kan få direktører, forskere og andre specialister lokket til Danmark trods det høje skattetryk. For med deres høje indkomst eller officielle forskerstatus har de adgang til en skatterabat, som gør skatteforholdene i Danmark mere konkurrencedygtige med omverden i en syvårig periode.

Der har dog i en årrække været problemer med for lang behandlingstid i Skattestyrelsen, når virksomheder og udenlandske nøglemedarbejdere har søgt om at gøre brug af bruttoskatteordningen – eller forskerordningen, som den populært kaldes.

- Det har været en udfordring for danske virksomheder og deres nye, udenlandske nøglemedarbejdere, der har opfyldt alle krav, men alligevel har måtte vente alt for længe på at få en godkendelse  til at bruge bruttoskatteordningen, siger Jacob Bræstrup, der er skattepolitisk chef i Dansk Industri (DI).

Han fortsætter:

- Der er set ventetider på 18 måneder, og der er flere eksempler på medarbejdere, hvor Skattestyrelsen ikke har nået at behandle deres ansøgning inden et årsskifte. Så er medarbejderen blevet pålagt at betale normal skat for så at få refunderet pengene efterfølgende. Medarbejderne har dermed haft ubehageligt store beløb ude at hænge, og de har et eller andet sted også været usikre på, om den godkendelse så ville ende med at komme – hvilken den jo så heldigvis har gjort i sidste ende.

Læs også: Stor efterspørgsel efter lyn-accept af international arbejdskraft

Stor lettelse for virksomheder

Men nu er der godt nyt. Som konsekvens af den lange sagsbehandlingstid og på baggrund af dialog mellem Skattestyrelsen og blandt andre DI er der blevet lavet en ny procedure for at anvende ordningen. Fremover vil der blive foretaget en forhåndsregistrering i  stedet for en godkendelse af medarbejdere, som ønsker at anvende ordningen..

Det betyder i praksis, at Styrelsen ved registreringen kun kontrollerer, at ansøgeren ikke har været skattepligtig til Danmark inden for de seneste 10 år. For ansøgere fra tredjelande kontrollerer Styrelsen desuden, om der foreligger en gyldig arbejds- og opholdstilladelse. Skattestyrelsen forventer, at det vil give væsentlig kortere sagsbehandlingstid

- Vi har i DI længe presset på for at få speedet sagsbehandlingen op, og det er en stor lettelse for virksomheder og særligt deres medarbejdere, at de nu kan få behandlet deres sag hurtigere, siger Jacob Bræstrup.

Fremover påhviler det så virksomheder, forskningsinstitutioner og de pågældende medarbejdere at sikre sig, at lovgivningens øvrige betingelser for anvendelse af ordningen er opfyldt, og så vil Skattestyrelsen kontrollere oplysningerne ud fra en vurdering af risiko og væsentlighed.

- Dette er en meget bedre model, og Skattestyrelsen skal have stor ros for at fundet en løsning til gavn for erhvervslivet. Den nye procedure vil lette virksomhedernes arbejde med at ansætte medarbejdere på ordningen, og dermed kan danske virksomheder bedre tiltrække internationale specialister til nøglefunktioner, forklarer DI’s skattepolitiske chef.

Den nye procedure er trådt i kraft med virkning fra 1. januar 2022.

Læs også: DI’s topchef: 2022 skal være året, hvor virksomhederne igen kan få medarbejdere

 

Få hjælp til tiltrækning, ansættelse og ledelse af internationale medarbejdere

Få rådgivning

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Lene Nielsen

Lene Nielsen

Chefkonsulent

Relateret indhold