I november inviterede DI direktører fra Østafrikas erhvervsorganisationer til et topmøde med fokus på erhvervslivets muligheder for at lede regionens grønne omstilling.

07.01.22 DIB Nyheder

Nationale afrikanske klimamål giver muligheder for danske virksomheder

Den grønne dagsorden er for alvor blevet aktuel på det afrikanske kontinent. Markante nationale klimamål, der tiltrækker investeringer i erhvervslivet, åbner store muligheder for danske virksomheder. Læs tre tip fra SMV til SMV.

Den grønne dagsorden er for alvor blevet aktuel på det afrikanske kontinent. På COP26 i Glasgow i november annoncerede Sydafrika og en række vestlige lande for eksempel et partnerskab for retfærdig energiomstilling.

Vestlige investeringer for 56 milliarder kroner skal sikre en grøn revolution af Sydafrikas energiforsyning, der i dag er 90 procent kuldrevet. I Østafrika er Kenya klar til at investere 24,5 milliarder kroner for at sænke CO2-forbruget med 30 procent i 2030, og landet har samtidig brug for at tiltrække udenlandske investeringer for 92 milliarder kroner. 

De grønne ambitioner tiltrækker institutionelle og private investeringer i erhvervslivet, og det er også blandt grundene til, at DI i november inviterede direktører fra Østafrikas erhvervsorganisationer til et topmøde med fokus på erhvervslivets muligheder for at lede regionens grønne omstilling.

På mødet var blandt andre Danmarks ambassadør i Kenya Ole Thonke som repræsentant for det officielle Danmark og fra DI deltog viceadministrerende direktør Thomas Bustrup. Han havde blandt andet fokus på, hvilke forretningsmuligheder, det giver for dansk erhvervsliv.

- For mange danske virksomheder er det afrikanske marked ikke førstevalget. Men med deres store erfaring med grønne løsninger har de meget at byde ind med i et land som eksempelvis Kenya, som står med konkrete udfordringer inden for grøn omstilling, siger Thomas Bustrup. 

Læs også: Optimisme i Østafrika trods stigende smittetal

Pejlemærker for næste fire år

Topmødet var en del af DI’s strategiske partnerskabsaftale med Danida. Under denne samarbejder DI med lokale erhvervsorganisationer for at styrke deres evne til at skabe bæredygtig vækst, og DI får mulighed for at hjælpe danske virksomheder ind på traditionelt udfordrende markeder.

På topmødet lagde DI og erhvervsorganisationer fra Kenya (Kenya Association of Manufacturers), Uganda (Uganda Manufacturers Association), Tanzania (Association of Tanzania Employers), Burundi (Association des Employeurs du Burundi) og Etiopien (Addis Ababa Chamber of Commerce & Sectoral Associations) pejlemærker for de næste fire år under Danidas strategiske partnerskabsaftale.

- Vi er nødt til at tage den grønne omstilling til os. Som land er vi faktisk langt fremme med at forstå behovet for at beskytte klimaet, men det er afgørende, at vi finder de rette redskaber, så vores medlemmer kan bidrage til omstillingen, siger Leodegar Tenga, direktør for den tanzanianske erhversorganisation CTI.

For DI’s Thomas Bustrup har topmødet i Nairobi understreget det store potentiale i Østafrika:

- Det vigtigste for mig har været, at vores søsterorganisationer stadig er optimistiske. På trods af COVID-19-pandemien, som har været hård ved dem og deres medlemmer vil de for eksempel stadig diskutere grøn omstilling. Det lover godt for fremtiden, siger Thomas Bustrup. 

Læs også: DI-netværk hjælper NOVENCO og ABB på amerikansk marked

SMV om opstarten i Kenya

Direktør for African Coffee Roasters, Jacob Elsborg, deltog i topmødet for at fortælle om deres opstart som SMV i Kenya. Han driver Kenyas første økologisk certificerede kafferisteri, der primært eksporterer til Danmark og Finland. Men han håber at kunne sælge mere lokalt til det stigende antal kaffeforbrugere i Kenya.

- Noget af det, som har overrasket os, er, hvor komplekst det er at sætte en forretning op. Hvis man er forretningsmand eller investor, så løber man altid tør for tålmodighed. Men det tager tid at få de rigtige licenser, det tager tid at få den rigtige operation op at køre, det tager tid at få udviklet den viden og know-how hos sine medarbejdere, der gør det muligt at konkurrere på markedet, siger Jacob Elsborg.

Læs også: 3 skarpe: Derfor er DI i Afrika

Lokale vil gerne samarbejde

Succeshistorier som African Coffee Roasters er vigtige, fordi de demonstrerer, hvordan SMV’er kan skabe bæredygtige forretninger. Samtidig er de med til at øge respekten om danske virksomheder lokalt. Den respekt er, ifølge Thomas Bustrup, allerede med til at åbne døre:

- Danmark har et godt ry her både pga. den udviklingsindsats Danmark har lavet igennem mange år, men også fordi vi har danske virksomheder hernede, som har gjort det godt, og som arbejder på en bæredygtig måde med respekt for arbejdstageres rettigheder. Vi er i en region, hvor de lokale virksomheder gerne vil samarbejde med DI’s medlemmer, siger Thomas Bustrup.

Drømmer din virksomhed om at komme ind på det østafrikanske marked? Fra vores kontor i Østafrika kan DI hjælpe med den rette viden, know-how og netværk til at tage det næste skridt. Kontakt Klaus Lehn Christensen kllc@di.dk  

Læs også: DI udvider medlemsindsats i Afrika

Fakta

Tre tips til SMV’er der vil ind på markedet i Østafrika:

Fra direktør for African Coffee Roasters, Jacob Elsberg.

 

  • Væbn dig med tålmodighed for ting tager lang tid, og kortsigtede løsninger giver ikke profit på den lange bane.

 

  • Sæt et hold primært med lokale, der kender reglerne og kulturen. Hent kun eksperter ind fra Europa, hvis de har kompetencer og erfaringer, der ikke findes på det lokale marked.

 

  • Fokuser på at forstå din slutbrugers behov og ønsker. Det er ikke nok at kunne fortælle en god historie om at skabe bæredygtige job i Afrika. Dine brugere vil også have et kvalitetsprodukt, der er mindst lige så godt som konkurrenternes.

HER KAN DU FÅ HJÆLP TIL FINANSIERING TIL AFRIKA

Access2Innovation: Med støtte fra den Europæiske Regionalfond tilbyder access2innovation finansiering og sparring til partnerskaber mellem virksomheder, NGO’er og vidensinstitutioner til udvikling og teste af nye produkter og services til de afrikanske markeder. Desuden adgang til SDG Crowdlending og private investorer. 

Danida Business and Innovation Explorer: Tilskud til at undersøge konkrete forretningsmuligheder, der bidrager til at Verdensmålene i udviklingslande eller i forbindelse med humanitære situationer i samarbejde med humanitære organisationer. 

Partnering for Green Growth and the Global Goals 2030: Støtte til partnerskaber mellem civilsamfund, privatsektor og den offentlige sektor for at fremme udvalgte af FN’s verdensmål i udviklingslande. 

Investeringsfonden for Udviklingslande: Finansiering, lån, garantier og rådgivning til virksomheder, der ønsker at gøre kommerciel bæredygtig forretning i udviklingslande og på vækstmarkeder.

Danmarks Eksportkredit: Eksportkredit, garantier og finansiering af eksport og investeringer.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Klaus Lehn Christensen

Klaus Lehn Christensen

Regional Manager East Africa

  • Direkte +45 3377 4548
  • Mobil +254 0791440701
  • E-mail kllc@di.dk

Relateret indhold