Der er kommet nye lånemuligheder for små virksomheder.

18.01.22 DIB Nyheder

Nu kan små virksomheder låne mindre end 1 mio kr. hos Vækstfonden

Regeringen har besluttet at øge adgangen til vækstlån for mindre virksomheder og ophæver den nedre grænse på 1 million kr. Det giver bedre muligheder for iværksætter på et tidligt stadie, mener DI.

Det skal være nemmere for små virksomheder at få lån. Især i landdistrikterne kan de mindre virksomheder ifølge en pressemeddelelse fra erhvervsministeriet have svært ved at få adgang til lån, og derfor har Regeringen besluttet at øge adgangen til såkaldte vækstlån for mindre virksomheder.

Det sker ved at ophæve den nedre beløbsgrænse på 1 million kr. for vækstlåneordningen i Vækstfonden. Dermed er der åbnet mulighed for at optage mindre lån, som f.eks. kan optimere de fysiske rammer med forbedringer eller nye maskiner, som er afgørende for vækst.

- Hvis landdistrikterne skal være et godt sted at bo og arbejde, er der brug for gode vækstmuligheder blandt de lokale virksomheder. Særligt vores mindre virksomheder er helt afgørende for at skabe og fastholde arbejdspladser i hele Danmark. De skal ikke have dårligere muligheder for at låne penge end resten af erhvervslivet, siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Læs også: 775 millioner til virksomheder ramt af brexit

Håber bankerne vil lege med

Med vækstlåneordningen yder Vækstfonden lån, der er efterstillet de øvrige långivere og dermed mere risikable, hvormed det bliver lettere for virksomheden at opnå en samlet finansieringsløsning, der kan muliggøre den ønskede investering.

Vækstfonden oplever i dag en stigende efterspørgsel fra virksomheder, der ønsker finansiering på mindre end 1 mio. kr. Det drejer sig særligt om mindre virksomheder og virksomheder, der ligger i landdistrikterne.

- Det er positivt, at minimumsgrænsen fjernes, så det også bliver muligt for iværksættere med mindre lånbehov at få finansiering, mens de stadig er på et tidligt stadie, siger Sine Linderstrøm, fagleder for iværksætteri og startups i Dansk Industri (DI).

Det vil fortsat være en forudsætning, at der er tale om finansieringer, som samlet set vurderes rentable.

- Et vækstlån forudsætter desuden medfinansiering fra private finansieringsinstitutter, som f.eks. bankerne. Derfor håber vi, at de vil bidrage til den nødvendige medfinansiering, hvor Vækstfonden tager den yderste risiko, så mange iværksættere kan få glæde af den nye mulighed, siger Sine Linderstrøm.

Læs også: Tandhjulsfabrik investerer massivt i software for at følge med ordreindgang

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Sine Linderstrøm

Sine Linderstrøm

Fagchef

  • Direkte +45 3377 3571
  • Mobil +45 2098 9913
  • E-mail sili@di.dk

Relateret indhold