Øget digitalisering giver både muligheder og trusler. Her er en spion i i håndgemæng med en virtuel virksomhedsejer, mens elever noterer teknikken (det er gas - det er bare et genrebillede red.).

Foto: Getty
18.01.22 DIB Nyheder

PET åbner op – vil dele viden og råd om spionage med virksomheder

Politiets Efterretningstjeneste – PET – vil åbne mere op for deling af deres viden om digital spionage. Det skal ske gennem netværk med deltagelse af blandt andre DI.

Fremmede stater udgør en reel trussel for mange virksomheder. Med både lovlige og ulovlige midler forsøger mange lande at skaffe sig adgang til beskyttelsesværdig viden fra Danmark og danske virksomheder. Det kan ske gennem alt fra spionage til lovlige investeringer og samarbejdsaftaler – der i nogle tilfælde kan blive problematiske for virksomhederne.

Derfor har Politiets Efterretningstjeneste – PET – etableret et nyt netværk, der skal hjælpe med at give danske virksomheder viden og værktøjer, der kan hjælpe med at mindske risikoen for danske virksomheder.

Netværket har blandt andet deltagelse af DI, hvor underdirektør med ansvar for global handel og investeringer Peter Thagesen og Morten Rosted Vang, fagleder for digital ansvarlighed og cybersikkerhed sidder med.

- Vi  kommer til at dele PET’s rådgivningstilbud, der f.eks. indeholder konkrete anbefalinger og råd til virksomhederne med afsæt i cases. Og derudover vil PET stille op til arrangementer, briefinger og kurser, siger Morten Rosted Vang.

Læs også: Tandhjulsfabrik investerer massivt i software for at følge med ordreindgang

Nye toner fra PET

Han glæder sig over tiltaget, der er tiltrængt i en verden, hvor digitaliseringen nok betyder store muligheder men også rummer voksende trusler.

- Initiativet fra PET er en videreudvikling fra et tidligere netværk, hvor virksomheder også kunne være en del af det.  Nu er der færre med, men til gengæld vil der være langt større åbenhed om de trusler, PET holder øje med. Derfor får vi i vores rolle som formidlere til DI-medlemmer også et bedre indblik i, hvad der rører sig, og hvad der skal være ekstra fokus på, siger Morten Rosted Vang.

Han opfordrer generelt virksomheder til at øge opmærksomheden på de mulige trusler fra både kriminelle og stater.

PET har netop for første gang udgivet en vurdering af spionagetruslen mod Danmark, som viser, at især Rusland, Kina og Iran øger omfanget af spionage.  

- Derfor har vi styrket indsatsen inden for kontraspionage. Vi har udbygget vores analyse- og efterforskningskapacitet og vores rådgivningsindsats. Det er bl.a. vigtigt, at ansatte i ministerier, på universiteter og i teknologivirksomheder kender til truslen, så de kan tage de rette forholdsregler. I sidste ende handler det om at beskytte Danmarks, Grønlands og Færøernes sikkerhed, vores interesser og vores økonomi, siger Anders Henriksen, afdelingschef for Kontraspionage hos PET.

Læs også: DI i international indsats: Skal hjælpe unge ind på arbejdsmarkedet i Jordan

Kontakt DI for mere viden

Deltagerne i det nye netværk vil deltage i møder en til to gange årligt, hvor der bliver taget afsæt i aktuelle tendenser inden for ulovlig eller problematisk vidensoverførsel og relevante rådgivningstemaer.

- For hvert tema vil PET udvikle rådgivningstilbud i form af foldere, film, kurser, briefinger, som vi så kan videreformidle. Vi opfordrer virksomheder til at kontakte os, så vi kan guide til relevant viden, hvad enten de er i målgruppen for spionage eller ”almindelig” cyberkriminalitet. Det er dyrt at komme for sent med en forebyggende indsats, siger Morten Rosted Vang.

Kontakt Morten Rosted Vang om cybertruslen: morv@di.dk

Kontakt Peter Thagesen om internationale trusler i ind- og udland: pth@di.dk 

Morten Rosted Vang

Morten Rosted Vang

Fagleder, Digital ansvarlighed og cybersikkerhed

  • Direkte +45 3377 4707
  • Mobil +45 2291 5081
  • E-mail morv@di.dk

Relateret indhold