DI-analyse: Vildt arbejdsmarked i 2021
Beskæftigelsen steg med rekordfart sidste år, viser ny DI-analyse. Det understreger behov for mere arbejdskraft.
120.000 mennesker! Så mange flere er der kommet i arbejde i Danmark i løbet af 2021. Det er en stigning på over 4 procent og dermed langt flere end de foregående 13 år tilbage til Finanskrisen. I de år er stigningen end ikke kommet op på 50.000 flere i arbejde for hele året – der er foreløbig kun tal frem til oktober for 2021, og alligevel er det mere end dobbelt så mange.
- Det er en helt vild udvikling. Vi startede året midt i en nedlukning og med stor usikkerhed i erhvervslivet. I de første måneder faldt beskæftigelsen endda, men da verden åbnede tog det fart og steg til et niveau, som vi aldrig har set før, fortæller vicedirektør Steen Nielsen, arbejdsmarkedspolitisk chef i Dansk Industri (DI).
Han fortæller, at det er på tværs af alle årgange og brancher, at der er gang i arbejdsmarkedet.
- Der er flere ældre i arbejde, der er flere yngre i arbejde, og der er flere udlændinge i arbejde. I forhold til beskæftigelsen er det en succeshistorie uden lige. Ledighedsperioden er den korteste i perioden, og langtidsledigheden har været faldende, siger Steen Nielsen.
Læs også: Nytårstale med international arbejdskraft lover godt for 2022
Forgæves rekrutteringer
Det betyder dog også, at det er blevet markant sværere for virksomhederne at besætte stillingerne, og tal fra DI viser, at halvdelen af alle virksomheder har haft forgæves rekrutteringer både i sommer og her ved vinterens begyndelse.
- Det er jo bagsiden af medaljen. Vi glæder os over høj beskæftigelse og gang i økonomien, men hvis vi skal fortsætte væksten og få mest muligt ud af opturen, så skal vi skaffe endnu mere arbejdskraft. Og det betyder, at vi også skal have flere af alle – både yngre, ældre og dem midtimellem, hvad enten de er fra Danmark, EU eller længere væk, forklarer Steen Nielsen.
Han håber, at regeringen og Folketinget med de kommende reformer vil øge arbejdsudbuddet markant, når forhandlingerne om ”Danmark kan mere” fortsætter inden for de kommende uger.
Læs også: Forgæves jagt på medarbejdere: 158.000 stillinger ikke besat