"Fra nytår 2021 er det væltet ind med ordrer, og vi er vokset igen fra 27 til 37 medarbejdere. Og søger flere, siger CEO Peter Schlippe, Hero Gears A/S.

Foto: Simon Dinsen Hansen/Jern & Maskinindustrien
10.01.22 DIB Nyheder

Tandhjulsfabrik investerer massivt i software for at følge med ordreindgang

Ordrerne er væltet ind hos Hero Gears siden nytår, og det er blandt grundene til, at tandhjulsfabrikanten investerer massivt i digitalisering. Blandt andet CAM software på en ny højproduktiv maskine, der sparer minimum 2 timers indkøring om dagen.

Lige før Coronapandemien gik Hero Gears på baggrund af en ambitiøs vækststrategi i gang med at bygge en ny fabrik. De flyttede ind i sommeren 2020, hvor pandemien var værst.

- Pandemien gav os et ordentlig hug. Men fra nytår 2021 er det væltet ind med ordrer, og vi er vokset igen fra 21 til 37 medarbejdere. Og søger flere, siger CEO Peter Schlippe.

Travlheden har gjort, at virksomheden har investeret i en del nye og dyre produktionsmaskiner. Og oveni den investering kommer investeringer i software, der ligger 200-300 procent over virksomhedens normale årlige budget til software.

- Vi har blandt andet investeret i CAM software (Computer Aidet Manufacturing red.), der kan læse tegninger. Med det kan vi finpudse og indkøre produktionen på PCén uden at spilde tid på maskinen, og vi forventer, at vi kan spare minimum 2 timers indkøring om dagen med det, siger Peter Schlippe.

Læs også: IT-investeringer slår rekord i 2022 med 78 milliarder kroner

Fjerner kedeligt arbejde

Udover CAM software har Hero Gears også investeret i blandt andet administrative robotter, der forventes at kunne fjerne 2 dages kedeligt arbejde om måneden for den administrative medarbejder.

- Det er ca. 10 procent af hendes arbejdstid, vi på den måde forbedrer for hende og på den måde også for virksomheden. Det fjerner kedeligt arbejde og gør det sjovere at arbejde hos os, mener direktøren.

Indkøbene skal også hjælpe med at udnytte medarbejdernes kompetencer bedre, og til det formål er det også nødvendigt at opkvalificere medarbejderne.

- Jeg oplever, at vores medarbejdere tager godt imod forandringerne, selv om det kan være tungt at indføre. Det tager tid, og man skal ændre vaner. Man bør nok have en session med opfølgning hvert halve år. Det er vi ikke helt i mål med, men vi har i hvert fald fokus på det, siger Peter Schlippe.

Læs også: Nu slipper EU-midlerne løs på det digitale område

Manglende tid kan være problem

En sidegevinst ved investeringerne er ifølge direktøren, at produktionen også bliver mere grøn, fordi der kan produceres flere tandhjul med de samme folk, maskiner, lys, ventilation, varme mv.

- Og så giver det os bedre data. Vi kan se, om vi når mål og delmål samt hvad de enkelte skal arbejde med. Det gør os bedre til at planlægge og på den måde kunne yde en bedre kundeservice.

Alt i alt er der ikke meget skidt at sige om udkommet af investeringerne, men Peter Schlippe erkender, at det kan være lettere at øge kapaciteten ved blot at købe en maskine mere.

- Det kræver ikke så mange ledelsesmæssige ressourcer blot at gøre mere af det, man gør i forvejen. At indføre ny software og IT kræver derimod rigtig meget tid, overvejelse og ændring af vaner og arbejdsgange. Det gør ondt, selvom det måske er det rigtige. Derfor tror jeg mange mindre virksomheder er længere tid om at fortage IT investeringer end de store virksomheder, som også får mere ud af IT-investeringerne fordi det løfter et større produktionsapparat, siger Peter Schlippe.

Læs også: Digitalisering rummer milliardpotentiale for danske virksomheder

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Rikke Hougaard Zeberg

Rikke Hougaard Zeberg

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3173
  • Mobil +45 2084 0194
  • E-mail riz@di.dk

Relateret indhold