DI’s nye EU-chef skal sætte dansk erhvervsliv på dagsordenen i EU
Rikke Wetendorff Nørgaard bliver DI’s nye europapolitiske chef. Hun skal sikre dansk erhvervsliv en endnu tydeligere stemme i EU og indflydelse på vigtige politiske dagsordner.
Rikke begyndte sin karriere som stagiaire ved DI’s kontor i Bruxelles i forbindelse med sine studier ved Europakollegiet i Brügge. Efterfølgende høstede hun erfaringer med EU-politik blandt andet ved Erhvervsministeriets internationale kontor, Danmarks repræsentation i Bruxelles og Vækstfonden.
Nu, 12 år senere, vender hun ”hjem” til DI, hvor hun skal bruge sin store indsigt og viden om EU-forhold til at sikre dansk erhvervsliv en endnu tydeligere stemme i europæisk politik, og kæmpe for indflydelse på de store dagsordner og beslutninger, der har betydning for Danmarks udvikling, vækst og velfærd.
- Der har aldrig været større fokus på og behov for et stærkt EU, end vi oplever nu. Kriserne står næsten i kø. Først kom klimakrisen og coronakrisen og derefter en alvorlig krig i Europa, forsyningskrise og energikrise. Alle udfordringerne kalder på fælles løsninger i EU, og Danmark og dansk erhvervsliv har utroligt meget at byde på. Sammen kan vi tegne udviklingen i EU og skabe en grønnere og bæredygtig fremtid. Det arbejde glæder jeg mig utroligt meget til at tage fat på i tæt samarbejde med DI’s medlemsvirksomheder, siger Rikke Wetendorff Nørgaard.
Deler arbejde mellem København og Bruxelles
Hun begynder i den nye stilling den 10. oktober 2022. Rikke kommer til at arbejde mellem DI’s hovedkvarter på Rådhuspladsen i København og kontoret i Bruxelles.
- Europa og det indre marked er Danmarks andet hjemmemarked, og helt afgørende for tusindvis af danske virksomheder og arbejdspladser. EU er i rivende udvikling, og det er vigtigt for DI såvel som vores mange medlemsvirksomheder, at der er en stærk chef bag roret, der kan sikre dansk erhvervsliv indflydelse i en tid, hvor EU skal finde løsninger på grøn omstilling og meget mere. Jeg er meget glad for, at Rikke er kommet med ombord, og jeg ser frem til samarbejdet, siger Thomas Bustrup, international direktør i Dansk Industri.
Rikke får ansvaret for otte medarbejdere fordelt på DI’s kontorer i Bruxelles og København. Derudover får hun også sin gang i BusinessEurope, hvor DI og Dansk Arbejdsgiverforening (DA), som de eneste danske organisationer, taler på vegne af dansk erhvervsliv med 40 andre europæiske erhvervsorganisationer.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.