Priser fortsætter op -inflation runder 10 procent
De samlede forbrugerpriser steg i september med 10 procent i forhold til året før. Det er den højeste inflation siden november 1982.
Udgifterne til el, gas og fødevarer river hårdt i husholdningsbudgettet, og er de største årsager til den alt for høje inflation. Det konkluderer Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI) på baggrund af nye nøgletal for inflationen i september.
Læs hele opgørelsen fra Danmarks Statistik her
- Tårnhøje elpriser har sendt inflationen op på højeste niveau i 40 år. Danskerne følger nu meget interesseret med i elpriserne. Der kan være mange penge at spare ved, at udskyde vask af tøj og tallerkner til tidspunkter på døgnet, hvor strømmen er billigst, siger Allan Sørensen.
- Priserne på el og gas er faldet kraftigt her i starten af oktober. Det vil lette en del af presset på danskernes el- og varmeregninger, siger Allan Sørensen.
Priserne på varer er steget med 15,9 procent over det seneste år, mens priserne på tjenester er steget med 3,7 procent.
- Det er priserne på varer, der har banket inflationen i vejret. Råvarer og energi er steget kraftigt i pris og det har sendt varepriserne op med mere end 15 procent. Priserne på tjenester har holdt sig lidt mere i ro, siger Allan Sørensen.
- Den gode nyheder er, at priserne på olie og mange råvarer er faldet over de seneste måneder. De faldende råvarepriser giver et håb om, at vi forhåbentlig snart har set inflationen toppe. Det er eksempelvis hen over sommeren blevet billigere at fylde benzin på bilen, siger Allan Sørensen.