Anders Korsgaard, adm. direktør for Blue World Technologies, inviterer torsdag til valgmøde i virksomheden.

Foto: Blue World Technologies
25.10.22 DIB Nyheder

Virksomhed: Bureaukratisk bøvl bremser vækst i grøn energi

Blue World Technologies i Aalborg er klar med brændselsceller til lagring af grøn energi. Men bureaukrati bremser vækstpotentialet.

Hvis Danmark virkelig skal gå forrest med at udvikle nye måder at lagre energi på, skal det gå langt hurtigere med at få godkendt vindmøller og solcelleanlæg. Her skal politikerne for alvor sætte ind for at afkorte de årelange sagsbehandlingstider.

Sådan lyder opfordringen fra adm. direktør Anders Korsgaard fra den fire år gamle virksomhed Blue World Technologies i Aalborg, der arbejder med de såkaldte power to X-teknologier.  Virksomheden har 120 ansatte, og starter snart serieproduktion på en fabrik i Danmark, hvor der fremstilles kernekomponenter til brændselsceller samt samles brændselscellesystemer.

Cellerne giver en højeffektiv udnyttelse af elektro-brændsler som blandt andet methanol, hvilket giver en billigere overgang til grønne elektrobrændsler. På torsdag lægger virksomheden fabriksgulv til DI’s valgdebat, hvor sikkerhed i energiforsyningen bliver hovedtemaet.

Læs mere om valgmødet og tilmeld dig her

- På den lange bane, skal vi sikre, at power-to-X bliver konkurrencedygtigt. Men her og nu handler det om, at få boostet produktionen af den grønne energi. Derfor er det nødvendigt, at de bureaukratiske processer bliver markant kortere. Ellers er der en risiko for, at det går for langsomt, og at vi ikke når de klimamål, Danmark har sat sig, siger Anders Korsgaard.

- Og det sidste kan politikerne tage fat på med det samme. Det håber jeg bliver en vigtig del af debatten her på torsdag, og at Folketinget vil gøre noget ved det i 2023, tilføjer han.

Læs også: Giga-projekt skal booste dansk havvind i lyntempo

Det er nødvendigt, at de bureaukratiske processer bliver markant kortere. Ellers er der en risiko for, at det går for langsomt, og at vi ikke når de klimamål, Danmark har sat sig. Anders Korsgaard, adm. direktør, Blue World Technologies

Energikilde til tung transport

Blue World Technologies brændselsceller er målrettet stationære anlæg og den tungere del af transportsektoren, skibe og lastbiler, hvor elektrificering ikke er løsningen på samme måde som for persontransporten. 

Blue Worlds brændselsceller drives af methanol, der som et elektro-brændsel kan lagre energi fra sol og vind, og produceres, når vinden blæser og solen skinner. Og netop lagringen er centralt for at sikre forsyningssikkerhed. Behovet for forsyningssikkerhed er blevet ekstraordinært konkret med den nuværende energikrise skabt af Ruslands krig i Ukraine.

- Får vi den rette grønne omstilling, giver det samtidig en forsyningssikkerhed, fordi vi vil kunne lagre store mængder af klimavenlig energi. I Danmark er der rigtigt mange gode projekter i gang, og vi har mulighed for at være blandt de førende internationalt. Men det kræver, at vi rykker hurtigere, for lande som Kina og USA investerer også massivt i det område, siger Anders Korsgaard.

Læs også: Power-to-X kræver enorme mængder vedvarende energi

Stor interesse for grønne projekter

Interessen for at øge produktion af grøn energi er stor i Danmark. Det blev eksempelvis understreget tirsdag, hvor Ørsted og Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) meldte ud, at de vil bygge fem kæmpe havvindparker, der kan levere grøn strøm i 2027. Men det kræver, at myndighederne giver grønt lys.

Dansk Industri har også advaret mod de lange sagsbehandlingstider, og ser billig elproduktion fra vind som en vej til at kickstarte produktionen af grønne brændstoffer, hvilket kan bringe Danmark ind i kapløbet om at finde bæredygtige erstatninger for fossile brændsler.

Læs også: Nyt havvindeventyr er et gennembrud for grøn omstilling

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Anne Højer Simonsen

Anne Højer Simonsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3465
  • Mobil +45 4014 0603
  • E-mail anhs@di.dk

Relateret indhold