- America First er kommet for at blive. Derfor bliver det også mere og mere vigtigt at kunne dokumentere danske virksomheders positive bidrag til amerikansk økonomi, siger han.

Foto: Getty Images
07.11.22 DIB Nyheder

Midtvejsvalg i USA: Danske virksomheder skaber 150.000 job

Danske virksomheders jobskabelse i USA er vokset i de senere år. Det er vigtigt i et politisk klima i USA, hvor der er stadig større fokus på lokale job og vækst, påpeger Dansk Industri.

Flere og flere amerikanere kan takke danske virksomheder for deres job. Det viser en opdateret opgørelse over danske virksomheders jobskabelse i USA, som er udarbejdet i samarbejde mellem Dansk Industri (DI) og Udenrigsministeriet.

Af opgørelsen fremgår det, at eksport til Danmark og danske virksomheders aktiviteter i USA i dag skaber 149.300 job i USA, hvilket er cirka 27.000 flere end i 2019, hvor opgørelsen sidst blev foretaget.

Direktør for DI i USA Louis Funder mener, at tallene er vigtige at få frem i en tid, hvor der i USA er mere og mere fokus på lokal jobskabelse.

- Tallene her er jo et tydeligt bevis for, at danske virksomheder bidrager markant til mange lokalsamfund i USA. De skaber arbejdspladser både direkte og indirekte og er med til at holde gang i hjulene, siger han.

Louis Funder påpeger, at der under valgkampen til midtvejsvalget, som afgøres i dag, er blevet snakket meget om behovet for, at udenlandske virksomheder ikke blot har indtjening i USA, men også bidrager til at skabe job og lokal vækst.

- America First er kommet for at blive. Derfor bliver det også mere og mere vigtigt at kunne dokumentere danske virksomheders positive bidrag til amerikansk økonomi, siger han.

14.000 job i Texas

Går du ned på delstatsniveau, er det ikke overraskende i de største stater, at de danske virksomheder sætter det mest markante aftryk.

I Texas er danske virksomheder samt den amerikanske eksport til Danmark eksempelvis med til at holde hånden under næsten 14.000 job. Omvendt er der kun 283 personer i Maine, nord for New York, der kan takke relationen til Danmark for deres løncheck.

Louis Funder påpeger, at det ikke kun er størrelsen af staterne, der har betydning for danske virksomheder økonomiske fodaftryk. Det spiller også ind, hvad der politisk satses på i staterne. Og netop derfor er midtvejsvalget, hvor der vælges guvernør og repræsentanter til Kongressen også af betydning for danske virksomheder.

- Tag Texas som eksempel. Her satses der massivt på tiltrækning af virksomheder, og staten forsøger at skabe nogle gunstige vilkår på ex. skattesiden. Derudover satser Texas også på ex. vedvarende energi og vandteknologi, og det er et af de områder, hvor danske virksomheder står meget stærkt og er med til at skabe job. Fra dansk side må vi derfor også håbe, at der kommer endnu mere fokus på de danske styrkepositioner som følge af midtvejsvalget, siger Louis Funder, der udover den grønne omstilling også fremhæver sundhed, bioteknologi, miljø, forsvar og shipping som eksempler på områder, hvor danske virksomheder står stærkt i USA.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Louis Funder

Louis Funder

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3784
  • Mobil +45 2625 2432
  • E-mail lfk@di.dk

Relateret indhold