Mekoprint lukkede sin fabrik i Ukraine i seks uger tidligere på året. Men nu er produktionen tilbage på normalt niveau, og kapaciteten øges om kort tid, når den ny fabrik tages i brug.

Foto: Mekoprint
02.12.22 DIB Nyheder

Dansk industrikoncern udvider i Ukraine

Den danske industrikoncern Mekoprint flytter om kort tid kabelproduktion ind i en ny fabrik på 3.600 kvadratmeter i den nordvestlige del af Ukraine. DI glæder sig over signalet om, at Ukraine trods krigen kører videre næsten som normalt.

Verdenshandelen har i de seneste år været præget af problemer med de globale forsyningskæder, men industrikoncernen Mekoprint tager nu et nyt initiativ for at sikre leverancerne til virksomhedens mange europæiske kunder. Virksomhedens division ”Mekoprint Cables” flytter om kort tid ind i en ny fabrik på 3.600 kvadratmeter i den nordvestlige del af Ukraine.

Udvidelsen er et led i Mekoprints strategi om at styrke sin position og konkurrencedygtighed, skriver de i en pressemeddelse.

- Udvidelsen betyder, at vi får mere end tre gange så meget plads som tidligere. Vi har længe haft planer om at udvide produktionen i Ukraine på grund af den store efterspørgsel på specialdesignede kabelløsninger, og med udvidelsen sikrer vi øget kapacitet til vores trofaste kunder. Den nye fabrik er et vigtigt led i vores ambition om at styrke vores globale platform og gøre os endnu mere konkurrencedygtige, siger Anders Kold, der er CEO i Mekoprint.

Læs også: Stadig fremgang i dansk økonomi i 3. kvartal

Sikker og stabil del af landet

Mekoprint lukkede sin fabrik i Ukraine i seks uger tidligere på året. Men nu er produktionen tilbage på normalt niveau, og kapaciteten øges om kort tid, når den ny fabrik tages i brug. Skulle der opstå problemer i Ukraine, kan Mekoprint hurtigt flytte produktionen til en fabrik i Polen.

Der ligger både forretningsmæssige og menneskelige hensyn bag beslutningen om at udvide produktionen i Ukraine. Mekoprint Cables har i dag 94 ansatte i landet, men antallet stiger, da virksomheden forventer at fordoble aktiviteten i Ukraine inden for 2-3 år.

- Udvidelsen af produktionen i Ukraine skal ses i lyset af, at situationen er sikker og stabil i den del af landet. Selv om vi naturligvis har fokus på at drive en sund forretning og skal være konkurrencedygtige på alle parametre, så vejer de menneskelige hensyn også tungt, og vi er utrolig glade for vores dygtige medarbejdere i Ukraine. Samtidig bevarer vi vores effektive produktion og høje kvalitet, siger Anders Kold.

Læs også: Ukrainske arbejdsgivere kæmper for at brødføde og bevæbne Ukraine

Vil helst gå på arbejde

Mekoprint har foretaget en grundig vurdering af, om det er hensigtsmæssigt at opretholde produktionen i Ukraine, og situationen i den del af landet taler for at blive. I en større by 20 km. fra Chernyakhiv er der sket missilangreb, men den lokale befolkning oplever ikke krigen direkte.

- Vores medarbejdere har gjort en utrolig stor indsats i en meget turbulent periode. Medarbejderne er naturligvis bekymrede, men de vil meget hellere gå på arbejde end at sidde derhjemme og følge med i nyheder om krigen hele dagen. Vi er meget imponerede over den måde, de har hjulpet hinanden og grebet situationen an på, siger Lars L. Rasmussen, som er divisionsdirektør for Mekoprint Cables.

Han tilføjer, at krigen har været medvirkende til, at ansatte på tværs af landegrænser er rykket tættere sammen. Selv om medarbejdere ikke har mødt hinanden, tænker ansatte i Danmark alligevel på deres ukrainske kolleger. Det har blandt andet resulteret i, at danske medarbejdere tidligere på året gennemførte en indsamling til støtte for deres kolleger i Ukraine.

- Der er ingen tvivl om, at vi har knyttet vores ukrainske kolleger tættere til os, og det har givet os et stærkere sammenhold i hele organisationen, siger Lars L. Rasmussen, som tilføjer, at dialogen med medarbejderne i Ukraine er styrket, fordi krigen gør det ekstra vigtigt at være opmærksom på deres velbefindende.

Læs også: IMF med opråb til danske virksomheder: Spred jeres forsyningskæder ud

DI: Vi skal hjælpe Ukraine op igen

I Dansk Industri (DI) roser Marie Gad, chef for global udvikling og bæredygtighed, beslutningen fra Mekoprint.

- Krigen i Ukraine kommer med store omkostninger for det ukrainske folk og erhvervslivet. Men det er også vigtigt at fortælle, at dele af landet kører videre på trods af krigen. Det er flot og et vigtigt signal, at Mekoprint tager beslutning om at fastholde og endda udvide produktionen i Ukraine. Der bliver brug for store investeringer og massiv genopbygning i Ukraine, når krigen er slut.  Men det er også vigtigt at fastholde det samarbejde, der allerede er i dag mellem danske og ukrainske virksomheder, siger Marie Gad.

Hun glæder sig til den dag, krigen er slut, og der for alvor kan komme gang i genopbygningen af Ukraine med dansk hjælp. Til den del er DI del af et dansk partnerskab, hvor offentlige og private løsninger sammentænkes på en helt ny måde for at hjælpe genopbygningen på vej.

- Vi har et stærkt og mangeårigt samarbejde med den ukrainske erhvervsorganisation Federation of Employers of Ukraine, hvis direktør Ruslan Illichov netop har været i Danmark og besøgt DI for at styrke samarbejdet endnu mere. Vi ser frem til krigens forhåbentlig snarlige afslutning og er i fuld gang med at forberede genopbygningen, siger Marie Gad.

Hvis du skal bruge mere information om situationen i Ukraine og hvad DI kan hjælpe med, kontakt Peter Helk på peh@di.dk  

Fakta

Om Mekoprint

Mekoprint udvikler og producerer kundespecifikke komponenter til elektronik- og industrivirksomheder inden for bl.a. medico, automation og green-tech. Virksomheden har et bredt produktprogram med alt fra betjeningsløsninger til trykte sensorer, kabinetter, finmekaniske komponenter og kabler. Mekoprint koncernen beskæftiger ca. 700 medarbejdere fordelt på ni fabrikker i Danmark, Polen og Ukraine samt et sourcingkontor i Asien til samarbejdet med lokale produktionspartnere. Kunderne spænder bredt fra små nystartede teknologivirksomheder til nogle af verdens førende industri- og elektronikvirksomheder som Bosch, Siemens, Volvo, Danfoss og Grundfos.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter V. Helk

Peter V. Helk

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3748
  • Mobil +45 2220 4924
  • E-mail peh@di.dk

Relateret indhold