- En sur cocktail af højere priser, skyhøje energiudgifter og faldende efterspørgsel vil trække saft og kraft ud af økonomien i det kommende år. Det vil få virksomhederne til at skrue ned for ansættelserne og sænke den generelle økonomiske vækst i samfundet, siger DI’s politisk økonomiske chef Morten Granzau Nielsen

Foto: Getty Images
07.12.22 DIB Nyheder

DI’s prognose: Forude venter nedturen

Rekordernes tid er forbi på arbejdsmarkedet og i økonomien, der styrer mod færre job og lavere økonomisk vækst, forudser Dansk Industri i ny prognose.

Det er nærmest blevet en tradition. Hver gang, der er kommet nye tal for udviklingen på arbejdsmarkedet, er beskæftigelsesrekorderne blevet slået. Men rekordernes tid slutter nu. Forude venter en nedgangen i beskæftigelsen kombineret med en lavere økonomisk vækst. Det forudser Dansk Industri i en ny prognose for økonomien i 2023 og 2024.

- En sur cocktail af højere priser, skyhøje energiudgifter og faldende efterspørgsel vil trække saft og kraft ud af økonomien i det kommende år. Det vil få virksomhederne til at skrue ned for ansættelserne og sænke den generelle økonomiske vækst i samfundet, siger DI’s politisk økonomiske chef Morten Granzau Nielsen og tilføjer:

- Tilmed er der risiko for, at tingene kan udvikle sig endnu mere sort end vi forudser i vores prognose. Tager energikrisen til i styrke vil det trække økonomien endnu mere ned. Det vil også ramme vores store eksportmarkeder hårdt og være en trussel mod de mange danske eksportjob.

Læs hele analysen.

Beskæftigelsen falder

Ifølge DI’s prognose vil beskæftigelsen falde med 24.000 i 2023 og yderligere 31.000 i 2024. Samtidig forudses et fald i bruttonationalproduktet (BNP) på 0,8 procent i 2023.

I 2024 vil der til gengæld være en vækst på 1,5 procent i BNP. En del af fremgangen i BNP i 2024 skyldes dog, at Tyra-feltet genåbner efter reparationer. Det vil i sig selv bidrage med knap et halvt procentpoint i 2024.

- Set i forhold til den ret markante vækst i BNP, som vi har set i tiden efter corona er det virkelig nye og mere triste tider. Men verden er også ændret fuldamentalt. Der er fortsat krig på europæisk jord, energikrise og inflationen er stadig høj, siger Morten Granzau Nielsen fra DI.

Lige netop i forhold til inflationen er der dog håb forude. Ifølge DI vil inflationen falde markant tilbage i det nye år og prisstigningerne på energi og uforarbejdede fødevarer vil kortvarigt blive negative i efteråret 2023.

- Et aftagende privatforbrug vil føre til mindre prispres – ligesom fyldte lagre vil mindske efterspørgslen. Kombineret med store rentestigninger og en generelt lavere vækst, vil det dæmpe inflationen, siger Morten Granzau Nielsen.

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold