”Undskyld forsinkelsen.”

Lars Sandahl Sørensen, adm direktør i Dansk Industri, er syv minutter forsinket til fællesinterview med ham og viceadm. direktør Kim Graugaard.

– Jeg skulle lige tale færdig med Margrethe Vest­ager om den amerikanske Inflation Reduction Act, fortæller han, før vi går i gang med interviewet om de overenskomstforhandlinger, der starter efter nytår og allerede optager meget af direktørernes tid.

– Udgangspunktet for forhandlingerne er svært i disse turbulente tider. Men når vi går ind i de første og afgørende forhandlinger på industriområdet, sker det med modparter, som vi har et mangeårigt samarbejde med. Og på begge sider af forhandlingsbordet er der et ønske om at nå et resultat, som både virksomheder og lønmodtagere kan se sig selv i. Og som vil bidrage til at sikre en så positiv samfundsudvikling som muligt, siger Lars Sandahl Sørensen.

Mindre sweetspot end normalt

Men gode hensigter er ikke ensbetydende med, at parterne kan at nå hinanden denne gang. Det lille sweetspot og balancepunkt mellem forhandlingsparternes interesser, som skal rammes, er ifølge direktørerne endnu mindre, end det har været under de sidste mange års forhandlinger.

Forhandlingerne er helt unikke. Det er de selvfølgelig hver gang, men lige nu har vi krigen i Europa, en energikrise og internationale spændinger, som Lars’ samtale med Margrethe Vestager sætter en fed streg under. Dertil – og nok væsentligst – en buldrende inflationskrise, der skaber modsatrettede forventninger på de to sider af forhandlingsbordet. Ingen på hverken den ene eller den anden side af forhandlingsbordet har prøvet at forhandle overenskomst under en krisesituation som denne før, siger Kim Graugaard. 

Det skaber en situation, hvor risikoen, for at parterne ikke lander aftaler, er større end normalt, vurderer Kim Graugaard.

– Vi har gennem lang tid været vant til, at løn og priser er noget, der stiger med 2 eller 3 procent, når det går højt. Den situation er helt anderledes nu med den høje inflation. Det er et indlysende problem for begge parter. For lønmodtagerne fordi det udhuler reallønnen. Og for virksomhederne fordi de skal betale mere for energi og råvarer, og fordi den politik, der skal føres blandt andet fra centralbankerne for at bekæmpe inflationen, svækker vækst og afsætningsmuligheder herhjemme og internationalt, siger Kim Graugaard.

Læs også: Virksomheder bevidste om svære forhandlinger

Ingen aner, hvor de andre står

Situationen gør også, at der er en betydelig større opmærksomhed på overenskomstforhandlingerne fra både lønmodtageres og virksomheders side. Normalt vil de fleste af DI’s medlemmer argumentere for, at de aftaler, der indgås, helst skal være så lange som muligt, så de kender vilkårene, og på den måde har arbejdsro så længe som muligt.

– Men på de medlemsmøder vi er ude til, mens vi nu sidder her og taler, kan vi nu tale ret åbent om, at kortere aftaler kan være nødvendige, fordi vi reelt ikke aner, hvordan verden ser ud om tre måneder, siger Kim Graugaard.

Der er samtidig betydelig usikkerhed om, hvilke krav lønmodtagerne kommer med som udgangspunkt, når forhandlingerne begynder.

– Begge parter kan risikere at blive meget ubehageligt overrasket over den afstand, der kan være imellem os, siger Lars Sandahl Sørensen.

Han forventer dog, at der er nogle grundlæggende principper, som begge parter vil gå til forhandlingerne med.

– Det er en fælles forståelse for, at der på den ene side – for at kunne tiltrække de rigtige medarbejdere og gøre dem motiverede – skal være en vis reallønsudvikling og forbedringer på andre arbejdsvilkår. Og på den anden side, at virksomheder skal have muligheder og vilkår, der gør dem i stand til at kunne ansætte flere og investere i fremtiden, siger Lars Sandahl Sørensen.

Største forhandlingsudvalg nogensinde

De principper er det gode udgangspunkt for at kunne komme frem til aftaler, som et flertal på begge sider af forhandlingsbordet kan stemme for. Men med det sagt, er der ifølge direktørerne også meget forskellige virkeligheder for de virksomheder, de forhandler for.

– Selv om vi har nogle superligavirksomheder, som er utrolig robuste, så har vi altså også et meget stort segment af virksomheder, som er bekymrede. Vi forhandler for dem alle, og derfor er vi også nødt til at læne os op af den valgte ledelse og forhandlingsudvalget. Der er vi rigtig glade for, at vi har det største udvalg nogensinde med repræsentanter fra store som små, mange forskellige brancher og med en geografisk fordeling, så det dækker dansk erhvervsliv meget bredt, siger Kim Graugaard.

Med det sagt, går de to direktører ind i de kommende måneder med forventning om professionelle og konstruktive forhandlinger.

– Det er værd at huske på, at begge parter kommer med hold med meget stor viden. Og når vi forhåbentlig bliver enige, står vi med op mod 40 underskrevne protokollater med nedskrevne vilkår om alle mulige arbejdsvilkår, der ikke kun handler om løn. Det håber jeg virkelig, vi når frem til uden at ende i en storkonflikt. Det er det sidste, Danmark har brug for, siger Lars Sandahl Sørensen.

Følg overenskomst på DI her