Stor interesse for DI-kampagne om nye EU-krav
Der var stort fremmøde, da DI tirsdag skød sin kampagne i gang for at oplyse virksomhederne om EU’s kommende ESG-krav i Odense.
Det vil være en ekstra omkostning. Og det vil kræve ekstra ressourcer. Men det bliver kun dyrere, jo længere vi venter.
Sådan sætter Daniella Schmidt, der er strategisk bæredygtighedsaktivist hos energiselskabet SEF, ord på EU’s nye ESG-direktiv, der vil betyde, at en stor del af landets virksomheder skal være endnu bedre til at dokumentere deres bæredygtighed fra 2024.
Daniella Schmidt deltog tirsdag i DI’s oplysningskampagne i Odense, der markerede starten på et roadshow rundt i landet, hvor målet er at gøre virksomhederne klar til de nye krav.
- I SEF har vi arbejdet strategisk med bæredygtighed længe, og vi rapporterer i dag på 15 parametre inden for CSR. Det skal vi fremover øge til 28, og derfor skal vi skal være mere grundige. Det betyder, at vi skal tage mere ansvar for ting, vi ikke har målt på tidligere, fortæller hun.
De nye EU-krav omfatter først og fremmest børsnoterede virksomheder med over 500 medarbejdere, mens virksomheder ned til 250 ansatte gradvist bliver mødt med de nye regler. Reglerne træder i kraft fra regnskabsåret 2024.
Læs mere om bæredygtighed hos DI
De mest omfattende krav nogensinde
I DI ser vicedirektør Kim Haggren det som et af de mest omfattende krav til om rapportering, der nogensinde er stillet til virksomhederne, hvilket bliver en stor opgave at håndtere.
- Og selv om kravene i første omgang omfatter børsnoterede virksomheder med 500 ansatte, så kan det ikke undgås, at de store selskaber stiller kravene videre ned i værdikæderne, herunder SMV’erne, Kim Haggren.
Læs også: ESG-direktiv vedtaget – selv de store frygter omfanget
Mulighed i kravene
Daniella Schmidt ser dog ikke de stigende krav som kun en ekstra opgave, men også som en mulighed for at blive bæredygtige på endnu flere områder – og for at rette op på det efterslæb hun mener, der generelt har været opbygget igennem mange år.
- Det er en dannelsesrejse, hvor der er brug for en mere seriøs tilgang til bæredygtighed, hvilket EU-kravene kan hjælpe med til. Det vil være krævende, men det er nødvendigt for at indhente det forsømte, siger hun.
DI afholder i alt syv arrangementer om de nye EU-krav rundt i landet frem til den 20. januar.
Gør din virksomhed mere bæredygtig
Bliv klogere på bæredygtighed og de kommende krav til øget rapportering. DI hjælper dig med at komme igang med den bæredygtige omstilling.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.