Trængte tider for eksporten – falder for anden måned i træk
Både Europa og USA står foran en kraftig opbremsning i økonomien, forudsiger DI.
Eksporten faldt med 4,9 procent i oktober. Det fremgår af nye tal fra Danmarks Statistik.
- Eksporten falder for anden måned i træk. Afmatningen i udlandet er begyndt at sætte ind. Det er desværre et vidnesbyrd om, at eksporten går en svær tid i møde, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).
- Der er udsigt til at eksporten vil falde yderligere. Industriens eksportordrer er på det laveste niveau siden starten af 2021. Forventningerne til produktionen er negative og har kun været lavere under finanskrisen og den første store coronanedlukning, siger Allan Sørensen, der ikke er i tvivl om, at der venter os en hård økonomisk vinter.
- Både Europa og USA står foran en hård opbremsning i økonomien. Høj inflation og kraftigt stigende renter er ved at tage livet af opsvinget. Det svækker virksomhedernes muligheder for at eksportere. Virksomhederne skal arbejde hårdt for at hente nye eksportordrer hjem, siger Allan Sørensen.
Det er eksporten af både varer og tjenester der faldt i oktober. Faldet var størst inden for tjenester, hvor søtransport faldt med 10 procent.
- Vi har set nogle store fald i fragtraterne, og det er med til at reducere eksportindtægterne fra søtransport, siger Allan Sørensen.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.