Klimaklar Produktionsvirksomhed tilbyder virksomheder et gratis forløb, hvor de får hjælp til at skabe et solidt overblik over deres CO2-udledning både i selve virksomheden og hos virksomhedens leverandører.

Foto: Getty Images
23.12.22 DIB Nyheder

DI sætter turbo på industriens klimaværktøj

DI's projekt Klimaklar Produktionsvirksomhed skifter gear med tilbuddet om digital læring, der i løbet af tre år skal skabe fundamentet for grøn omstilling i 8.500 produktionsvirksomheder.

Som en lille virksomhed med få medarbejdere var det svært for os at komme i gang. Der var simpelthen ingen frie ressourcer til at gøre arbejdet, og vi vidste heller ikke noget om for eksempel CO2-regnskab.

Sådan lyder det fra virksomheden Uni-Technology A/S, der er en af de 100 virksomheder, der i år via projektet Klimaklar Produktionsvirksomhed har fået værktøjer til konkret at komme i gang med at omsætte grønne visioner til handling.

Projektet gennemføres i samarbejde med Industriens Fond og en række klimarådgivningsvirksomheder. Den overordnede vision lægger sig op ad Klima­partnerskabet for Produktionsvirksomheds ambitiøse målsætning, om at Danmark skal have verdens første klimaneutrale produktionsindustri i 2030. Midlet er et forløb, hvor virksomhederne får hjælp til at skabe et solidt overblik over deres CO2-udledning både i selve virksomheden og hos virksomhedens leverandører.

Læs mere om Klimaklar Produktionsvirksomhed

Klædt på til CO2-reduktioner

Med overblikket i hånden kan virksomhederne dokumentere og formidle deres grønne omstilling til kunder, medarbejdere og alle interessenter blandt andet til gavn for konkurrenceevnen.

– De første 100 virksomheder har fået et godt indblik i eget CO2-aftryk. De er nu klædt på til at gå i gang med at planlægge CO2-reduktioner i egen produktion. Samtidig er de, i kraft af deres CO2-beregning, blevet opmærksomme på, hvor megen udledning der sker i hele værdikæden. En tæt dialog med leverandører og kunder er vigtig, hvis det samlede CO2-aftryk skal nedbringes, siger program­leder i DI, Line Gry Knudsen.

De 100 virksomheder skal gerne vokse til 500 i løbet af 2023 og til 8.500 før 2026. For at nå det mål har DI udviklet en helt ny digital læringsplatform, hvor virksomhederne selv kan komme i gang, i det tempo og på det tidspunkt det passer dem.

– Den digitale læringsplatform er nødvendig, for at vi kan skalere programmet. Vi skal med platformen nå ud til de mange tusinde virksomheder og give dem den grundlæggende viden om klimadagsorden og forståelse for, hvordan man indsamler klimadata og udfører CO2-beregninger, forklarer Line Gry Knudsen.

Læringsplatformen er nødvendig for at sikre viden og kompetencer til alle produktionsvirksomheder, så de overordnede visioner om et klimaneutralt produktionsdanmark i 2030 kan blive en realitet.

– Samspillet mellem det kontinuerlige tilbud om digitale læring og god rådgivning – og de netværkstilbud DI har – gør, at vi kan hjælpe virksomhederne i gang med gode klimarutiner og dermed øge deres konkurrencekraft, siger Line Gry Knudsen.

Læs også: Fond fornyer hjælp til 10.000 virksomheder

Fakta

Klimaklar Produktionsvirksomhed

  • Startet i foråret 2022 med ambition om at gøre produktionsvirksomheder til den første branche, der er klimaneutral i 2030.
  • Bygger videre på erfaringer fra Klimaklar SMV, der hjalp 50 virksomheder i gang med at udføre klimaberegninger.
  • Finansieret af Industriens Fond, hvor 8.500 produktionsvirksom­heder inden udgangen af 2025 får tilbud om at deltage.
  • Giver alle virksomheder et konkret udgangspunkt for grøn omstilling gennem en kortlægning af CO2-aftryk med udgangspunkt i den internationalt anerkendte drivhusgasprotokol (GHG-­protokol) og inspiration til reduktionsmål.
  • Følgende klimarådgivere er pt. koblet på programmet: NRGi, Energy­Solution, Viegand Maagøe, Transition ApS, NIRAS og ­SustainX.

Det får du ud af at være med:

  • Viden om klimadagsordenen og GHG-­Protokollen (inkl. scope 1-2-3).
  • Forståelse for klimadata og evnen til at indsamle relevant data.
  • Kompetencer til at udføre og forstå CO2-­beregninger på virksomhedsniveau vha. Erhvervsstyrelsens Klimakompas.
  • Overblik over reduktionsmuligheder og input til handlingsplan.
  • Inspiration til klimakommunikation og markedsføring.

Sådan deltager du:

  • Du kan udfylde en tilmeldingsformular og læse mere her: dk/klimaklar
  • Efter tilmelding bliver du kontaktet for yderligere information om rådgivningsforløb og afstemning af forventninger.
  • Forløbet er gratis for produktionsvirksomheder.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Line Gry Knudsen

Line Gry Knudsen

Programleder, Klimaklar

  • Direkte +45 3377 3545
  • Mobil +45 2515 0127
  • E-mail lgrk@di.dk

Relateret indhold