Der er mørke skyer i horisonten for dansk økonomi. Fortsætter virksomhedernes problemer med at rekruttere tilstrækkeligt med medarbejdere, kan det trække væksten ned, forudser DI.

Foto: Colourbox
16.02.22 DIB Nyheder

Advarsel i ny prognose: Uden flere hænder brænder opsvinget ud

Væksten i dansk økonomi vil aftage frem mod udgangen af 2023. Det skyldes blandt andet, at virksomhederne kan få endnu sværere ved at få tilstrækkeligt med medarbejdere, forudser Dansk Industri i sin nye prognose for dansk økonomi.

Den rekordlave ledighed og manglen på medarbejdere er kommet for at blive i rum tid. Det giver store udfordringer for virksomhederne og mindsker den økonomiske vækst. Sådan lyder konklusionen i Dansk Industris (DI) nye prognose for dansk økonomi for perioden frem til udgangen af 2023

- Manglen på dygtige hænder og hoveder ser ud til at fortsætte med uformindsket styrke både i år og næste år med.  Det vil presse virksomhederne ganske voldsomt og kan tvinge dem til at sige nej til ordrer og nye indtægter, siger underdirektør Morten Granzau Nielsen, der er chef for DI's økonomisk politisk afdeling. 

Han advarer om, at manglen på arbejdskraft vil betyde, at det opsving, som dansk økonomi er inde i, vil miste saft og kraft.

- Vi risikerer, at opsvinget bliver kortere og mindre kraftfuldt, end det kunne have været. Det risikerer at føre til milliarder af kroner i tabt indtjening for virksomhederne og for Danmark, siger Morten Granzau Nielsen. 

Læs hele DI's prognose. 

Ledigheden sætter bundrekord

Ifølge DI’s prognose vil ledigheden falde fra de nuværende 70.900 i december til under 60.000 ved udgangen af  2023. Dermed vil ledigheden falde til under niveauet op til finanskrisen, som er den hidtidige bundrekord.

- Sidste gang vi så så lav en ledighed førte det til en kraftig svækkelse af danske virksomheders konkurrenceevne, som det tog flere år at rette op på, siger underdirektør Morten Granzau Nielsen fra DI.

Han opfodrer derfor også til, at man politisk når til en enighed, der gør, at arbejdsstyrken i de kommende år kan vokse. Det vil i hans øjne være afgørende for at undgå at skade danske økonomi og de danske virksomheder, der befinder sig i en skarp international konkurrence.

- Nogle gange portrætteres det som om, at danske virksomheder befinder sig på en øde ø og ikke kæmper hårdt om hver eneste ordre. Men det er helt forkert. Kampen er benhård. Så hvis de danske virksomheder ikke kan levere eller pludselig bliver markant dyrere, så finder kunderne bare andre leverandører, siger Morten Granzau Nielsen og tilføjer:

- Taberne er ikke blot virksomhederne. Det er hele Danmark.

Væksten går et gear ned

Ifølge DI’s prognose toppede den økonomiske vækst sidste år med 3,9 procent vækst i bruttonationalproduktet (BNP). I år falder væksten til 2,9 procent. Og i 2023 falder den til 1,8 procent.

På den positive front tæller, at forbruget forventes at stige, nu hvor coronarestriktionerne ikke længere begrænser forbrugsmulighederne. Samtidig forventer DI en stabilisering af energipriserne, der i en periode har været på et rekordhøjt niveau.

Danskerne boliginvesteringer vil ifølge DI nå et mere normalt leje. Der vil blive købt knap så mange boliger – også fordi udbuddet er ekstremt lavt – og knap så mange renoveringsprojekter vil blive skudt i gang, når boligjobordningen udløber.

Fakta: Sådan kommer det til at gå for dansk økonomi

imagebfhp.png

 

imagef7ia.png

 

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold