For hele 2021 udgjorde pluginhybrider 22 procent af nysalget, og i januar er det samme tal faldet til 13 procent.

Foto: Colourbox
09.02.22 DIB Nyheder

Pluginhybrid-købere ville vælge fossilbiler frem for el

Fire ud af fem købere af en pluginhybridbil, ville købe en benzin- eller dieseldrevet bil, hvis de skulle vælge en anden bil, viser en rundspørge fra Dansk Industri.

Skal jeg vælge pluginhybridbil, elbil eller en benzin- eller dieseldrevet bil? Den debat kører både over spisebordet derhjemme og politisk. Købere af pluginhybridbiler er ikke i tvivl om, hvad de ville købe, hvis de ikke havde mulighed for at vælge en pluginhybridbil. Fire ud af fem af dem ville vælge at købe diesel eller benzin, viser en ny rundspørge fra Bilbranchen, en del af Dansk Industri (DI).

- Der er stadig en betydelig ”rækkevidde-angst” blandt bilkøberne. De er simpelthen bekymrede for, om batteriet i en elbil rækker langt nok, eller om der er ladestandere nok på den rute, de skal køre. Og det viser sig, når de vælger brændstoftype til bilen, forklarer Thomas Møller Sørensen, branchedirektør for Bilbranchen.

Læs også: Hold fast i afgiftsspor for hybridbiler trods stormvejr

Pluginhybrider er et skridt på vejen

Han er derfor ikke overrasket over, at så få af pluginhybridkøberne ville vælge en ren elbil, hvis pluginhybriderne ikke fandtes.

- Vi har i Bilbranchen hele tiden sagt, at pluginhybriderne er et skridt på vejen mod en elektrificering af bilparken. For nogle er det et meget væsentligt skridt, som de aldrig ville have taget, hvis ikke der var en pluginhybridbil til dem. Så ville de stadig køre i rene fossilbiler, siger Thomas Møller Sørensen.

Han er helt enig i, at fremtiden vil betyde flere elbiler og dermed mindre udledning. En tidligere undersøgelse fra Bilbranchen viser da også, at pluginhybrid-ejere er dobbelt så positive overfor at anskaffe sig en elbil næste gang i forhold til ejere af fossilbiler.

- Så også for bilisterne er det et skridt på vejen. De køber en mere miljøvenlig pluginhybridbil, mens de forbereder sig på en fremtid, hvor de kan købe en ren elbil. Og den seneste aftale om bilafgifter er også indrettet efter, at pluginhybridbilerne er en overgangsløsning, fortæller Thomas Møller Sørensen.

Salget er allerede halveret

Han henviser til den grønne vejtransportaftale fra december 2020, hvor det er aftalt, at der hvert år kommer mere afgift på pluginhybridbilerne end på elbilerne. Allerede 1. januar i år steg prisen på pluginhybridbiler.

- Det har haft en nærmest øjeblikkelig indvirkning på salget af pluginhybridbiler. Selv om der kun er tale om en enkelt måned, er andelen af pluginhybridbilers faldet markant i forhold til sidste år, og dermed ser lovgivningen ud til at virke efter hensigten, siger DI-direktøren.

For hele 2021 udgjorde pluginhybrider 22 procent af nysalget, og i januar er det samme tal faldet til 13 procent.

- Derfor vil jeg også kraftigt fraråde, at politikerne ændrer på bilaftalen nu. Den fungerer præcis, som man har ønsket, og den har styrket incitamentet til, at danskerne kører mere klimavenligt. Det vil den også fortsætte med at gøre indtil den planlagte revurdering af aftalen i 2025, siger Thomas Møller Sørensen.

Flere end 200 potentielle købere af plugin-hybrider har deltaget i rundspørgen fra Bilbranchen i den første uge af februar.

Læs også: DI: Nu skal vi tage de rigtige værktøjer i brug i den grønne omstilling

Følg klima hos DI

Regeringen og dansk erhvervsliv har indgået 13 klimapartnerskaber. Vi præsenterer dig for hvert enkelt partnerskab, og følger udviklingen.

Læs mere om klimapartnerskaberne

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Thomas Møller Sørensen

Thomas Møller Sørensen

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3383
  • Mobil +45 2684 3014
  • E-mail tms@di.dk

Relateret indhold