08.03.22 DIB Nyheder

DI: Fornuftigt EU-udspil skal bremse afhængighed af russisk gas

Udspil skærper behov for investeringer i energieffektivisering og udbygning af vedvarende energi, siger branchedirektør Troels Ranis

EU-Kommissionen har tirsdag fremlagt et udspil, hvor målet er at blive uafhængig af russisk gas. Og ambitionen er, at det skal gå stærkt, for allerede i år er det planen at skære to tredjedele af importen af gas fra Rusland. Og fra 2030 skal EU være helt uafhængig af fossile brændstoffer fra Rusland.

I Dansk Industri ser DI Energis branchedirektør Troels Ranis det som et godt og fornuftigt udspil.

- Men det kommer til at koste mange penge for europæiske forbrugere og virksomheder. Der bliver brug for store investeringer, og vi skal regne med, at energipriserne vil være på et meget højt niveau, siger han.

Beslutningen indebærer samtidig, at der skal ekstra fart på energieffektiviseringer og udbygningen af den vedvarende energi.

Læs også: Grøn strøm gør danske virksomheders elregninger lavere

Barrierer skal fjernes

- Vi skal fjerne de mange barrierer, som bremser etableringen af vindmøller og solceller i EU, siger Troels Ranis og fortsætter:

- I Danmark har vi en stor produktion af biogas, der allerede fylder 29 procent  af vores gasforbrug. På kort sigt skal vi presse på for at få produktionen op. Det er vigtigt, at de aftalte biogasudbud bliver realiseret så hurtigt som muligt - og gerne udvidet. Hvis vi gør det og samtidig sparer godt på energien ved blandt andet at konvertere mest muligt  til el, så kan den danske gasforsyning allerede i 2027 være 100 procent baseret på vedvarende energi.

Omkring 40 procent af EU’s gasforbrug dækkes af Rusland.

Læs også: Forvent forhøjede gaspriser og kig efter alternativer

EU: Vi skal være helt uafhængige

- VI må blive uafhængige af russisk olie, kul og gas. Vi kan ganske enkelt ikke være afhængig af en leverandør, der eksplicit truer os. Jo hurtigere vi skifter til vedvarende energi og brint, kombineret med energieffektivisering, jo hurtigere bliver vi reelt uafhængige, siger EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen om beslutningen.

Læs hele EU’s pressemeddelelse her

Hun vil drøfte Kommissionens udspil videre ved EU-topmødet senere i denne uge.

Troels Ranis

Troels Ranis

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3683
  • Mobil +45 2328 5056
  • E-mail trra@di.dk

Relateret indhold