15.03.22 DIB Nyheder

DI: Krigen i Ukraine sender stærkt stigende producentpriser yderligere i vejret

De samlede danske producentpriser steg i februar med 31 procent i forhold til året før. Prisstigningerne var i januar på 30,6 procent.

- Krigen i Ukraine vil sende de stærkt stigende producentpriser yderligere i vejret. Træ, nikkel, korn, aluminium, olie og gas er eksempelvis steget kraftigt i pris efter Ruslands invasion af Ukraine, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

- Mange råvarepriser toppede for en uge siden og er kommet lidt ned igen. Priserne ligger dog stadig på et markant højere niveau end før Ruslands invasion. Eksempelvis er prisen på hvede 35 procent højere end for blot en måned siden, og det vil føre til øgede priser på fødevarer i den kommende tid, siger Allan Sørensen.

Priserne på råstoffer og energi er steget med henholdsvis 156 og 186 procent over det seneste år. Industriens producentpriser er tilsvarende steget med 7,5 procent.

- Virksomhederne har gjort en stor indsats for at absorbere de stigende omkostninger, men priserne er steget meget kraftigt, og en del er desværre nødt til at sende noget af prisstigningerne videre til kunderne, siger Allan Sørensen.

Nye svar fra Dansk Industris Virksomhedspanel viser, at seks ud af ti virksomheder har helt eller delvist absorberet en del af omkostningen fra de stigende priser og dermed mindsket indtjeningen.

- Hvis ikke virksomhederne hæver priserne, så bliver det simpelthen en underskudsforretning at blive ved med at producere, siger Allan Sørensen.

- Foruden stigende priser kæmper virksomhederne med massiv mangel på materialer. Højere priser og forsinkelser er desværre et meget udbredt problem, og det kan desværre skræmme nogle kunder væk, siger Allan Sørensen.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold