"Udgangspunktet for dansk økonomi er stærkt. Vi er kommet godt gennem pandemien, beskæftigelsen er høj, og ledigheden er lav. Når det er sagt, så kommer denne krise til at påvirke både virksomheder og husholdninger, og konsekvenserne af stigende energipriser vil være mærkbare. Krig kommer med en pris. Det kommer til at have omkostninger for os alle, siger finansminister Nicolai Wammen i en pressemeddelelse.

Foto: Morten Fauerby
21.03.22 DIB Nyheder

Krig i Ukraine kan ende i recession

Ruslands invasion af Ukraine vil have uundgåelige omkostninger for verdensøkonomien. Dansk økonomi må også forventes at blive ramt, vurderer Finansministeriet i en præsentation af tre scenarier for dansk økonomi.

”Putins invasion af Ukraine har medført en ufattelig menneskelig tragedie. Men verdensøkonomien rammes også, og vi mærker især konsekvenserne herhjemme gennem stigende energipriser. Der er stor usikkerhed om den videre udvikling, men vi kommer til at nedjustere vores forventninger til dansk økonomi.”

Sådan lyder det fra finansminister Nicolai Wammen i en pressemeddelelse, der præsenterer tre scenarier for dansk økonomi.

De tre scenarier strækker sig fra det milde scenarie, hvor væksten vil nå 2,2 procent i år. I mellemscenariet ender væskten på 1,6 procent, mens det hårde scenarie er baseret på en risiko for, at konflikten eskalerer yderligere og ender med stop for russiske gasleverancer til Europa. Her regnes med en inflation på ca. 3½ pct.-point og et BNP omtrent uændret sammenlignet med 2021.

- Ruslands invasion af Ukraine har tragiske menneskelige omkostninger. Forhåbentlig kommer der snart en fredelig løsning på denne forfærdelige krig. Men økonomien har allerede lidt skade. Krigen har allerede ført til højere priser og mangel på materialer siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

Læs også: DI kimes ned af bekymrede virksomheder

Knas i forsyningen

Han påpeger, at danske virksomhederne allerede mærker konsekvenserne. En tredjedel af de adspurgte virksomheder i en nylig DI-undersøgelse angiver, at krigen i Ukraine har svækket vækstudsigterne for det kommende år. Desuden kan en fjerdedel ikke give et vækstskøn, da usikkerheden på nuværende tidspunkt er for stor.

- Danske virksomheder får mange materialer fra Rusland og Ukraine. Rusland og Ukraine er storleverandør af forskellige råvarer som træ, korn, nikkel, stål, olie og gas. Mangel på disse materialer og knas i forsyningslinjerne vil ramme både industrien og byggeriet, siger Allan Sørensen.

Læs også: To ud af tre virksomheder er klar med job til ukrainske flygtninge

Økonomien rammes på tre fronter

Der er især tre parametre, der sætte dansk økonomi under pres. Inflationen vil tage til i styrke, forsyningsproblemer vil føre til lavere produktion i virksomhederne, og eksporten vil blive ramt.

Eksporten til Rusland er underlagt sanktioner, men eksporten til resten af verden bliver også ramt, da de andre lande også rammes af produktionsstop og lavere købekraft. Hvis der bliver lukket helt for olie og gas fra Rusland, risikerer vi at havne i recession. Produktionen vil stå stille på virksomheder over hele Europa, og ledigheden vil stige, siger Allan Sørensen.

I Finansministeriets hårde scenarie vil Danmark opleve økonomisk stilstand i 2022. Men det dækker faktisk over en periode, hvor vi er i recession, siger cheføkonomen.

- En vækst på under to procent i 2022 er faktisk lig med perioder med tilbagegang. I udgangspunktet får vi foræret to procents vækst i 2022, fordi vi har startet året i et utrolig gunstigt udgangspunkt, siger Allan Sørensen.

Læs også: Ruslands krig kan koste Danmark 66 milliarder kroner

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold