Ved nogle økonomiske kriser er det relativt let at foreskrive den rette medicin. Sådan var det med coronakrisen. Her gjaldt det om at holde hånden under samfundsøkonomien, indtil smitten var inddæmmet.

Anderledes forholder det sig med den krise, som Ruslands invasion af Ukraine har skabt for verdensøkonomien. Her er der så mange forskellige dele af økonomien, der kan blive ramt på samme tid, at det kan være svært at vide, hvad du skal hive og trække i. Sådan lyder det fra professor i økonomi Carl-Johan Dalgaard, der også er økonomisk overvismand.

– Corona var på nogle måder en behagelig krise. Vi vidste relativt hurtigt, hvordan vi kunne få økonomien helskindet ud på den anden side. Med krigen i Ukraine er sagen en anden. Det er simpelthen sværere at vide, hvad der præcist skal gøres, siger han og tilføjer:

– For centralbanker og regeringer er det en virkelig svær tid. Den økonomiske sigtbarhed er meget lav.

Flashback til 70’erne

Ruslands økonomiske størrelse tilsiger ikke i sig selv, at den vil få stor betydning for verdensøkonomien, hvis landet holdes ude af verdenssamfundet som følge af invasionen i Ukraine. Samlet tegner Rusland sig for cirka to procent af verdens bruttonationalprodukt. Og for Danmark gælder, at Rusland alene aftager omkring en procent af vores eksport.

Men med til historien om Ruslands betydning for verdensøkonomien hører, at landet er storleverandør af energi, ikke mindst gas, til Europa og i mindre omfang olie til resten af verden. Stopper de leveringerne, får det stor betydning for energipriserne, hvilket allerede ses nu. Og det vil også smitte af på resten af økonomien.

– Det kan sætte yderligere skub i inflationen, da det bliver dyrere for virksomhederne at producere deres varer, siger Carl-Johan Dalgaard.

Både Verdensbanken og den økonomiske samarbejdsorganisation OECD har da også været ude og advare om, at Ruslands invasion af Ukraine er en ”katastrofe” for verdensøkonomien, der vil trække væksten ned.

Så langt vil Carl-Johan Dalgaard ikke gå. Men der er i krisen visse paralleller til 1970’ernes oliekrise, hvor der på en og samme tid var galopperende inflation og lav vækst – også kaldet stagflation. Men der er også visse forskelle fra 1970’erne.

– Situationen giver flashback til 1970’erne. Men man skal huske på, at du dengang også havde dyrtidsreguleringen, som gjorde, at prisstigninger fik fuldt gennemtræk i lønnen, og var med til at skabe en prisspiral. Det har du ikke i dag, siger økonomiprofessoren.

Umiddelbart er det derfor heller ikke Carl-Johan Dalgaards forventning, at vi ender med stagflation.

Presset på jobmarkedet kan aftage

Med til at dæmpe prisstigningerne er også, at forbrugerne forventeligt begynder at dæmpe deres forbrug, som følge af øget usikkerhed og stigende udgifter til energi. Det vil betyde, at efterspørgslen aftager, hvorfor der måske vil være knap så meget pres på priserne.

En aftagende efterspørgsel fra forbrugerne og en lavere økonomisk vækst kan også betyde, at der i den kommende tid bliver knap så meget kamp om arbejdskraften, som vi har set i den seneste tid. Samtidig kan det øge udbuddet af arbejdskraft, hvis de ukrainske flygtninge får arbejde i Danmark, mener Carl-­Johan Dalgaard.

– På en meget ulykkelig baggrund kan udviklingen være med til at tage noget af presset på arbejdsmarkedet. Men det er jo et meget lille plaster på såret, siger han.