Ukraine mangler akut fødevarer – sådan donerer du
Danske virksomheder har doneret en lang række varer til nødhjælp for Ukraine. Lige nu mangler landet akut fødevarer, der kan transporteres uafhængigt af kølekæde og ikke kræver væsentlig tilberedning. Se hvordan du donerer.
En lang række virksomheder har allerede doneret masser af varer til krigsramte Ukraine.
Det gælder blandt andet Danish Crown, som har doneret 1.000.000 måltider i samarbejde med Røde Kors.
Bisca har doneret 200 paller power-kiks.
Co-Ro har i samarbejde med DB Schenker doneret 54 paller drikkevarer.
Softline har produceret 500 foldemadrasser, hvortil Ancotrans har doneret transporten.
Medicoindustrien er i samarbejde med DI Life Science ved at samle produkter ind til behandling af syge og sårede, der bliver transporteret af DSV, når varerne er klar.
Listen er længere endnu (se den- ikke udtømmende - faktaboks). Men lige nu har Ukraine især brug for fødevarer.
- Vi taler dagligt med den ukrainske ambassade og koordinerer indsamlingen i samarbejde med dem. De oplyser, at flygtningestrømmen især efterlader et akut behov for fødevarer, der kan transporteres uafhængigt af kølekæde og ikke kræver væsentlig tilberedning, oplyser underdirektør Jens Holst-Nielsen, Dansk Industri (DI).
Læs også: Esbjerg Gods kørte til Ukraine med 33 paller hospitalsudstyr
COOP tilbyder lagerplads og transport
De varer, der især er velegnede, tæller blandt andet:
- Cerealier
- Pasta
- Ris
- Kød, fisk, bønner mv. på dåse
- Tørretter
- Pasteuriseret mælk
- Fladbrød
- Te/kaffe
- Drikkevand
- Vi modtager meget gerne henvendelser fra virksomheder, der kan levere substantielle mængder. COOP har tilbudt os, at varerne kan køres til deres lagre, hvorefter Coop tager sig af logistik og transport via DSV, siger Jens Holst-Nielsen.
Han understreger, at donationer af andre varer stadig også er særdeles velkomne.
- Behovet er også stort for andre fornødenheder lige fra sko, dyner, tæpper og tøj til rollatorer, krykker, hygiejnebind, stearinlys, væskebeholdere og meget andet, siger Jens Holst-Nielsen.
Læs også: DI til virksomheder: Sådan ansætter I ukrainske flygtninge
Hvis du vil donere varer, men ikke har mulighed for selv at stå for transporten til Polen – og omvendt hvis du har mulighed for at bidrage med transport af andres varer, er du meget velkommen til at kontakte Jens Holst-Nielsen, DI 2060 6986 / jhn@di.dk, som vil forsøge at få enderne til at mødes.
Fakta
Udvalgte donationer fra danske virksomheder
Udover de i artiklen nævnte eksempler er disse donationer koordineret gennem DI:
Lite Flite donerer redningsudstyr til helikopterevakuering gennem Guardian, tager varerne ind til et særligt check point i Ukraine som donation. Varerne er afgået fra DK den 10. marts
Kelsen sender en svarende til en lastbilfuld af royal butter cookies. Ancotrans har doneret transporten.
6,5 paller marcipan, chokolade og nougat fra Odense Marcipan
5 paller nye sko fra Bundgaard Sko
3.000 proteinbarer fra Bodylab til Coops lager i Albertslund.
13 paller dyner, puder og tæpper fra Textilia
MAN Truck & Bus Scandinavia har lånt lastbil på ubestemt tid til Bevar Ukraine.
Invasion af Ukraine: Få hjælp af DI
Invasionen af Ukraine berører mange danske virksomheder, som kan blive påvirket af sanktioner og ufred. DI følger situationen tæt, og står klar til at rådgive om sanktioner og medarbejdersikkerhed.
Læs mereHold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.