Forår og påske er højsæson for bolighandler, men der er meget få boliger at vælge mellem - nu også vest for Storebælt
Tal fra den månedlige boligudbudsstatistik fra FinansDanmark fortæller, at lavt udbud på boligmarkedet holder hånden under priserne. Men fortsat nedadgående prispres, mener DI.
Ifølge FinansDanmark var der i marts på landsplan 21.600 parcel- og rækkehuse at vælge mellem. Det betyder, at der er 3 % færre parcelhuse at vælge mellem end i marts 2021.
- Udgifterne ved at være boligejer er steget markant i 2022. Boligrenter, inflation og energipriser stiger. Disse tendenser vil uundgåeligt tage toppen af prisstigningerne på boligmarkedet, der dog fortsat – som gennemsnitsbetragtning - er begunstiget af økonomisk velpolstrede boligejere. Det underliggende, nedadgående prispres på boligmarkedet sløres dog på kort sigt fortsat af et historisk lavt udbud af boliger, som de seneste tal fra FinansDanmark også tydeligt dokumenterer, siger DI´s boligøkonom Bo Sandberg.
- Ifølge FinansDanmark var der i marts på landsplan 21.600 parcel- og rækkehuse at vælge mellem. Det betyder, at der er 3 % færre parcelhuse at vælge mellem end i marts 2021, hvor boligudbuddet i forvejen var meget lavt, fordi næsten alle hylder på boligmarkedet blev tømt under coronanedlukningen i 1. kvartal 2021, siger Bo Sandberg.
Det er særligt i tre landsdele, boligudbuddet er faldet det seneste år. I Fyn, Sydjylland og Nordjylland er udbuddet af parcel- og rækkehuse på et år faldet med mellem 10 og 11½ procent.
- Fra omkring Roskilde og videre vestpå i Danmark, er boligudbuddet faldet markant det seneste år. Det afspejler, at boligfesten i denne modne fase af opsvinget er rykket fra Hovedstaden og Århus og videre ud i omegns- og landkommunerne. Det skal dog ikke fortolkes sådan, at urbaniseringen er aflyst, da det i høj grad er omkring større byer og regionale vækstcentre som Næstved, Kalundborg, Odense, Vejle, Sønderborg, Silkeborg og Ålborg, at bosætningen finder sted, siger DI´s boligøkonom Bo Sandberg.
- På bundlinjen er det lave boligudbud ikke kun et problem for de boligsøgende familier, men kan også blive det for virksomhederne. Særligt for produktions- og byggevirksomheder, der kun i begrænset omfang kan drage fordel af hjemmearbejde, er de få lokale bosætningsmuligheder en stigende udfordring oveni i alle de andre årsager til at jobopslag ikke kan besættes i øjeblikket, siger Bo Sandberg.