Foto: Colourbox
27.04.22 DIB Nyheder

Gaspriserne er steget 660 procent på tre år: Hvad skal din virksomhed gøre?

Gazproms beslutning om at lukke for leverancerne af gas til Polen og Bulgarien gav onsdag morgen yderligere blus på udviklingen i de stigende gaspriser. DI’s branchedirektør Troels Ranis opfordrer virksomhederne til at undersøge om de kan konvertere deres energiforbrug til strøm.

Det russiske energiselskab Gazprom beslutning om at lukke for gassen til Polen og Bulgarien påvirker gaspriserne i Europa. Med dagens stigninger er priserne ind til videre oppe med 115 procent i forhold til 2021 og hele 660 pct. i forhold til 2019.

Prisstigningerne er noget, der kan mærkes rundt omkring i de mange danske virksomheder, der køber gas til spotpriser, fortæller branchedirektør i DI Energi Troels Ranis.

- I Danmark mangler vi ikke gas, ikke mindst fordi vi er på vej ud af varmesæsonen. Men det er klart, at det kan mærkes i virksomhederne, når priserne befinder sig på dette høje niveau, selvom de er faldet lidt tilbage siden morgenstunden. Det er betydelige omkostninger for de virksomheder, der ikke er på fastpris-kontrakter, fortæller han.

Prisen på gas er i skrivende stund på 108 €/MWh svarende til 8,84 kr./m3. Før coronanedlukningerne i 2019 var gasprisen som gennemsnit på 1,09 kr./m3. I 2021 steg gennemsnitspriserne til til 3,84 kr./m3, og i 2022 ligger den foreløbigt på et gennemsnit på 8,27 kr./m3.

- Det er tydeligt for enhver, at priserne er steget meget voldsomt over de seneste år. Det gør særligt ondt på de virksomheder, der bruger meget gas i deres daglige produktion, siger Troels Ranis fra DI Energi.

Læs også: Virksomheder har hentet millionbesparelser på energiforbedringer

Gaspriser bliver ved med at være høje

DI Energi fortæller, at kontrakter på fremtidig levering af gas – de såkaldte futures – indikerer, at gaspriserne vil blive ved med at være høje den kommende varmesæson med.  

De fortsat høje gaspriser er på trods af, at den russiske gas forsvinder fra det danske gasmiks i efteråret, da vi har en høj andel af lokalt produceret gas i form af Nordsøgas og biogas, fortæller Troels Ranis fra DI.

- Danmark vil nemlig stadig have en forpligtelse til at dele gassen med andre EU-lande i overensstemmelse med solidaritetsreglerne. Risikoen for afbrydelser af dele af de danske gaskunder vil således også stadig være til stede, siger Troels Ranis.

Læs også: Sådan får vi russisk gas ud af dansk energiforbrug

Gode råd til at mindske gasforbruget

Men hvad kan virksomhederne gøre for at nedbringe deres forbrug af gas?

Branchedirektør Troels Ranis opfordrer virksomheder, der er blandt de største gasforbrugere i Danmark og derfor ikke er beskyttet, til at have en plan b klar. Mange af de store virksomheder har sikret sig med en nødforsyning med olie eller flaskeglas, ellers er der en reel risiko for, at disse virksomheder må lukke deres produktion.

- På det lidt længere sigt er det vigtigt at konvertere energiforbruget til strøm, hvis det er muligt, og gennemføre energibesparelser, siger Troels Ranis.

Læs også analyse: Ruslands invasion af Ukraine rammer forsyningssikkerheden på mange råvarer

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Kristian Nielsen

Kristian Nielsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3345
  • Mobil +45 5213 2375
  • E-mail krni@di.dk

Relateret indhold