Virksomhederne gør det eneste rigtige. De kigger sig om efter, hvor der er nye muligheder, dels for leverancer og produktion, dels for salg. Det er det samme, som de har gjort i årtier. Og selvfølgelig det helt rigtige at gøre, når der er økonomisk usikkerhed – afsøg mulighederne, spred risikoen ud og udnyt de chancer, der er, siger Morten Granzau Nielsen fra DI.

Foto: Getty Images
29.04.22 DIB Nyheder

Virksomhederne slår fast: Globaliseringen er ikke død, tværtimod

En ny undersøgelse blandt DI’s medlemsvirksomheder punkterer den fremherskende fortælling om, at den globale handel er på vej mod en stille død: Langt flere virksomheder planlægger salg og handel med nye markeder end det omvendte.

Globaliseringen er død. Sådan har det lydt fra flere internationale, økonomiske kommentatorer efter brexit, Trumps protektionisme, corona og Ruslands invasion af Ukraine. Pointen er, at de senere årtiers globale frihandel får meget svære kår i en verden med ufred og sanktioner.

Men spørger du de danske virksomheder, som har hånden på kogepladen, så er der ingen tegn på, at globaliseringen er aflyst. Nærmest tværtimod.

I en ny rundspørge til 232 industrivirksomheder svarer 29 procent, at de vil have salg til flere markeder og 31 procent svarer, at de vil have flere underleverandør. Blot 2 procent har den modsatte opfattelse. Og blot 6 procent siger, at de vil trække produktion hjem til Danmark.

- Det er en øjenåbner, siger DI’s politisk økonomiske chef Morten Granzau Nielsen og tilføjer:  

- Virksomhederne gør det eneste rigtige. De kigger sig om efter, hvor der er nye muligheder, dels for leverancer og produktion, dels for salg. Det er det samme, som de har gjort i årtier. Og selvfølgelig det helt rigtige at gøre, når der er økonomisk usikkerhed – afsøg mulighederne, spred risikoen ud og udnyt de chancer, der er.

Læs hele analysen.

Corona og krig presser samhandel

Svarene fra DI’s medlemsvirksomheder rammer lige ned i solar plexus af en af de vigtigste debatter om den internationale økonomis fremtid.

Debatten er afstedkommet af det store pres på den internationale samhandel, som corona og de tilhørende restriktioner – og senest krigen i Ukraine og de mange sanktioner mod Rusland - har medført.

Udviklingen har blandt andet fået Larry Fink, der er chef for en af verdens største investeringsbanker, Blackrock, til at konkludere, at Rusland invasion af Ukraine har gjort ”en ende på globaliseringen som vi kender den”. 

Myten om globaliseringens død

Ifølge DI’s undersøgelse er der da heller ingen tvivl om, at de seneste par års omfattende forstyrrelser har betydning. 8 ud af 10 medlemsvirksomheder svarer således, at det har fået dem til at ændre strategi. Men det er bare ikke i en bagudskuende og national retning, tværtimod.

- Svaret fra virksomhederne er klare: Løsningen er mere globalisering og ikke mindre. Mange virksomheder vil have flere underleverandører og salg til flere markeder, mens langt færre vil hjemtage produktion og sælge til færre markeder, siger DI’s politisk økonomiske chef Morten Granzau Nielsen.

Fjern hindringer for handel

Morten Granzau Nielsen tilføjer, at billedet er det samme for både små og store virksomheder i Danmark. Kun et fåtal kigger hjemad. Og flere kigger ud i verden efter muligheder for både salg og leverancer.

Meldingerne fra DI’s virksomhedspanel har også betydning for den politiske dagsorden, mener DI.

- Virksomhedernes offensive tilgang til udfordringerne, sender et klart signal om, at man fra politisk hold skal gøre endnu mere for at bakke op om og skabe muligheder for handel i den del af verden, der ikke er ramt af sanktioner. Der skal arbejdes endnu mere for styrke EU’s indre marked, og samhandlen med resten af den frie verden skal styrkes ved at fjerne forhindringer, siger Morten Granzau Nielsen og tilføjer:

- I Danmark har vi i århundreder haft gavn af den internationale samhandel. Det skal vi også have i de kommende årtier.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold