I 2021 er der indgået rekordmange lærepladsaftaler, og DI arbejder fortsat på at få endnu flere virksomheder til at byde ind med lærepladser – både i regi af de faglige udvalg og i mange brancher og foreninger i DI, siger Signe Tychsen Philip, underdirektør med ansvar for erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser i DI.

11.05.22 DIB Nyheder

22.000 virksomheder får penge for at opfylde mål om lærepladser

21.588 virksomheder får et beløb for at have opfyldt deres mål for lærepladser i 2021. 40.101 virksomheder modtager en opkrævning, fordi de ikke har opfyldt deres mål. Men tallene fortæller ikke hele historien om den positive udvikling i antallet af lærepladser, mener DI.

Næsten 62.000 danske virksomheder får i dag en årsopgørelse for 2021, hvor de kan se, om de får penge eller skal betale bidrag til Læreplads-AUB. Det afgøres af, om den enkelte virksomhed har opfyldt sit mål for lærepladser, skriver ATP, der administrerer ordningen, i en pressemeddelelse.

Formålet med Læreplads-AUB er at oprette flere lærepladser inden for erhvervsuddannelserne. Hvert år får arbejdsgivere et mål for, hvor mange elever og lærlinge de skal ansætte. De arbejdsgivere, der ansætter flere elever og lærlinge end deres mål, kan få et elevtilskud. De, der ikke opfylder deres mål, skal betale et bidrag til Læreplads-AUB.

21.588 virksomheder får et beløb for at have opfyldt deres mål for lærepladser i 2021.

40.101 virksomheder modtager en opkrævning, fordi de ikke har opfyldt deres mål.

Nemmere digital løsning

Beregningen af Læreplads-AUB er blevet forenklet i forhold til tidligere, så man nu enten får et elevtilskud eller skal betale et bidrag. Samtidig har Læreplads-AUB udarbejdet en mere overskuelig selvbetjeningsløsning, hvor virksomheder kan se detaljer om deres tal og resultat.


Allerede i juni sidste år fik virksomhederne en forskudsopgørelse, så de på forhånd vidste, om de stod til at få penge tilbage eller skulle betale til Læreplads-AUB. Ved hurtigt at ansætte flere elever og lærlinge kunne virksomhederne opfylde deres mål og undgå at betale.

- I ATP arbejder vi hele tiden på at udvikle digitale løsninger, som gør det lettere for virksomhederne, siger Anne Kristine Axelsson, koncerndirektør i ATP.

DI arbejder for flere lærepladser i virksomheder

I DI opfordrer Signe Tychsen Philip, underdirektør med ansvar for erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser, til, at endnu flere virksomheder afsøger deres muligheder for at uddanne og bruger deres godkendelser til at tilbyde lærepladser.

- Det kan lyde af meget, når mere end 40.000 virksomheder skal betale penge til Læreplads-AUB. Det fortæller dog ikke hele historien, for antallet af lærepladser i virksomhederne er inde i en rigtig god udvikling, og der har ikke været så få i skolepraktik i 10 år, som der er nu. Desuden er der næsten 350 flere virksomheder i 2021, der har opfyldt deres mål i Læreplads-AUB end der var i 2020, siger Signe Tychsen Philip.

Derfor mener hun, der er god grund til at glæde sig over den positive udvikling i de mange lærlinge og elever, som er i gang med deres uddannelse i en virksomhed.

- I 2021 er der indgået rekordmange lærepladsaftaler, og DI arbejder fortsat på at få endnu flere virksomheder til at byde ind med lærepladser – både i regi af de faglige udvalg og i mange brancher og foreninger i DI, siger Signe Tychsen Philip.

Virksomhederne modtager årsopgørelsen for 2021 i deres Digitale Postkasse den 10. maj 2022.

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Inge Steen Mikkelsen

Inge Steen Mikkelsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3851
  • Mobil +45 2949 4613
  • E-mail inm@di.dk

Relateret indhold