DI efter nye overnatningstal: Gør returfarten over Storebælt gratis
Nye tal fra Danmarks Statistik viser rekord i overnatningstal 2,2 mio. overnatninger i udlejede feriehuse i april, og det er i høj grad danskere og tyskere, der står for overnatningerne, lyder det fra Dansk Industri (DI). Men selvom de i højere grad holder ferie i Danmark, bekymrer det turismebranchen, at de er meget stationære i feriehusene, og at vi mangler flere udenlandske turister.
- De udenlandske turister er normalt både flere i antal og har et højere døgnforbrug end danskerne, så uden flere udenlandske turister får branchen svært ved at rejse sig efter to hårde somre med coronanedlukninger, siger Maria Krüger Torp, chef i DI Turisme & Oplevelsesøkonomi.
- Danskerne holder stadig ferie i stor stil hjemme, selv efter grænserne er åbnet. Det kan vi tydeligt se i antallet af feriehusudlejninger, men vi ser det også eksempelvis i København, hvor de danske hotelovernatninger er kommet godt igen.
For at afdæmpe konsekvenserne af manglen på udenlandske turister, foreslår DI, at prisen halveres for at køre over Storebælt, så man kun betaler for at køre den ene vej over broen.
- Der er brug for at gøre det mere attraktivt for danskerne og de mange tyskere på besøg at bruge en større del af ferieopsparingen, mens de holder ferie i Danmark. Særligt når vi desværre har udsigt til en sommersæson, hvor de udenlandske turister bliver væk grundet høje priser og krig i Ukraine, som kommer til at gøre rigtig ondt på turisterhvervene, siger Maria Krüger Torp.
Konkret er DI’s forslag, at returrejsen over Storebæltsbroen bliver gratis for turister, der kan fremvise en billet til udvalgte feriesteder og attraktioner. Erhvervsorganisationen spår, at det vil øge antallet af turister, som passerer broen, med mellem 20 og 40 pct samt skabe et merforbrug på mindst 200 mio. kr.
- Vi ved, at de udenlandske turister bruger flere penge, og det gør en negativ forskel, når ikke de kommer. Vi kan afbøde en del af faldet ved at gøre det mere attraktivt for dem, der alligevel holder ferie i Danmark, at bruge flere penge på turistoplevelser, siger Maria Krüger Torp.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.