30.05.22 DIB Nyheder

DI: Forbrugerne bruger stadig penge

Forbrugerne har aldrig set så negativt på fremtiden som nu. Derfor er det paradoksalt, at salget i detailhandlen ikke er faldet mere, end det er, mener DI

Omsætningen i detailhandlen er steget med 1,7 procent fra marts til april 2022, viser tal fra Danmarks Statistik. Stigningen kommer efter en længere periode, der har været præget af svag tilbagegang i omsætningen.

- Omsætningen i detailhandlen har været faldende over en længere periode, og det afspejler mest af alt, at forbrugerne er ved at finde tilbage til mønstrene fra før corona. Men det går langsomt, for nye fester kræver nyt tøj, og har man fået en ny hobby under corona, kræver den stadig besøg i butikkerne i ny og næ. Fremgangen i april er i den høje ende, men fint i tråd med den langsigtede udvikling, siger Morten Granzau, underdirektør i Dansk Industri.

- Det er ret paradoksalt, at vi endnu ikke har set en større tilbagegang i salget. Forbrugerne har aldrig set så negativt på fremtiden som nu. Alligevel er detailomsætningen stadig 7,5 procent højere end i 2019, før corona vendte op og ned på vores forbrugsvaner. Krisestemningen har altså endnu ikke for alvor ramt  forbruget, siger Morten Granzau.

Forbrugerne har skruet yderligere op for købene i kategorien ”Andre forbrugsvarer”, som blandt andet dækker over boligtilbehør, elektronik og fritidsudstyr. Omsætningen i denne varegruppe steg i april med 2,0 procent i forhold til marts.

- Forbrugerne er ramt af stigende priser på snart sagt alle varer, og har man brug for at finde penge i budgettet, er bolig- og fritidsudstyr og elektronik oplagte steder at skære ned. Den slags varer har vi købt masser af i de seneste par år, men salget er stadig på samme høje niveau som i 2021. Denne måneds stigning i salget vidner om, at forbrugerne trods pessimismen stadig har en solid økonomi, siger Morten Granzau.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold