Et topmøde på Esbjerg Havn dannede rammen om en fælles erklæring fra statslederne i Belgien, Tyskland, Nederlandene og Danmark.

Foto: Emil Fannikke Kiær
18.05.22 DIB Nyheder

Havvind fra fire lande skal sætte strøm til Europa

Statslederne fra Tyskland, Belgien og Nederlandene har underskrevet en fælleserklæring med statsminister Mette Frederiksen om at gøre Nordsøen til et grønt kraftcenter for hele Europa.

Den tyske kansler Olaf Scholz, den nederlandske premierminister Mark Rutte og Belgiens premierminister Alexander De Croo underskrev i dag ved et topmøde på Esbjerg Havn en fælleserklæring med statsminister Mette Frederiksen. Sammen vil landene kunne levere 65 GW havvind i 2030 og øge kapaciteten til mindst 150 GW i 2050. Det kan forsyne op til 230 millioner europæiske husstande med grøn strøm, skriver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

- Dagens topmøde er intet mindre end historisk. Vi er blevet enige om en ambitiøs erklæring, der ikke alene kommer til at forsyne hele Europa med grøn strøm, men som på sigt også kan bidrage til produktionen af grønne brændstoffer til skibe, fly og lastbiler. Alle fire lande ser det enorme potentiale, som Nordsøens kraftige blæst tilbyder os, og vi står klar til at høste det. Det er fælles beslutninger som disse, der gør en afgørende forskel, når vi skal tackle både klima- og energikrisen, hvor det er bydende nødvendigt at blive uafhængig af sort energi fra Rusland, siger klima- og energiminister Dan Jørgensen.

Læs også: DI: Regeringens vækstudsigter forekommer optimistiske

Store perspektiver

Ved topmødet blev statslederne ledsaget af deres respektive energiministre. Også her blev der underskrevet en række erklæringer, der konkret anviser, hvordan landene vil føre de ambitiøse visioner ud i livet. Bl.a. indgik Danmark og Belgien aftale om, at Belgien skal kobles på den første energiø i Nordsøen.

- Det er helt centralt for udviklingen af vores samfund, at vi har adgang til grøn strøm i rigelige mængder. Derfor er der store perspektiver i den udmelding, regeringscheferne kommer med, siger Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i Dansk Industri (DI).

Han mener, det afgørende bliver, hvor hurtigt man kommer i gang med planerne. Visionerne skal blive til konkret handling.

- Der er meget på spil her. Det handler om at undgå alvorlige klimaforandringer. Det handler om at gøre Europa uafhængig af russisk olie og gas. Og det handler om at give danske og europæiske virksomheder en førerposition i den globale grønne omstilling, siger Emil Fannikke Kiær.

Læs også: 210 milliarder euro kan gøre EU fri af russisk gas

Helst på denne side af 2030

Han pointerer, at industrien er klar til at gå i gang, lige så snart myndighederne har sat rammerne og udpeget de områder, hvor vindmøllerne kan stå.

- Vi mangler grøn strøm, så det er bare om at komme i gang. I Danmark er vi i gang med at planlægge en energiø i Nordsøen, som skal samle den grønne strøm fra havvindmøllerne. Den er afgørende, hvis vi skal udnytte de muligheder, der er på havet for at producere grøn energi, siger DI-direktøren.

Han fortsætter:

- Det skal helst være på denne side af 2030. For at det skal lykkes, kræver det hænder, de rigtige kompetencer og de nødvendige investeringer, siger Emil Fannikke Kiær.

Læs uddybende fakta om Nordsøtopmødet her

Læs uddybende fakta om de enkelte erklæringer fra Nordsøtopmødet her

Læs uddybende fakta om de enkelte landes udbygning af vedvarende energi her

Læs uddybende fakta om Danmarks bilaterale energiø-samarbejder her

Læs uddybende fakta om Esbjerg Havn her

 

Følg klima hos DI

Regeringen og dansk erhvervsliv har indgået 13 klimapartnerskaber. Vi præsenterer dig for hvert enkelt partnerskab, og følger udviklingen.

Læs mere om klimapartnerskaberne

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Skrevet af:

Felix Bekkersgaard Stark Claus Kaae-Nielsen

Troels Ranis

Troels Ranis

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3683
  • Mobil +45 2328 5056
  • E-mail trra@di.dk

Relateret indhold