DI er med i nyt partnerskab om genopbygning af Ukraine
Når Ukraines krigshærgede byer skal genopbygges vil et nyt partnerskab mellem virksomheder, fagbevægelse og staten være klar med hjælp. DI er med i partnerskabet og vil blandt andet hjælpe med at gøre genopbygningen bæredygtig.
Danmark og danske virksomheder vil stå klar med hjælp, når de krigshærgede byer i Ukraine skal genopbygges. Sammen med dansk erhvervsliv og fagbevægelsen nedsætter regeringen et partnerskab, som skal se på, hvordan danske virksomheder kan bidrage til genopbygningsarbejdet, skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
- Før Putins utilgivelige invasion af Ukraine levede millioner af familier et helt almindeligt liv i trygge rammer. Rammer, som vi fra dansk side nu vil hjælpe ukrainerne med at få tilbage, så der igen kan komme skoler, hospitaler og boligblokke. Jeg er i forvejen stolt af den støtte, som danske virksomheder har givet Ukraine, og med partnerskabet lægger vi nu sporene til at få styrket de forretningsmæssige relationer mellem Danmark og Ukraine, hvor danske virksomheder kan gøre en positiv forskel i genopbygningsarbejdet fx på en række af de områder, hvor danske virksomheder er stærke, siger erhvervsminister Simon Kollerup.
Læs også: Kofod og Sandahl: Tæt og stærkt samarbejde skal svække Putin
DI samarbejder med Ukraines erhvervsorganisation
Store dele af Ukraine ligger i ruiner og den ukrainske produktion, den offentlige forsyning, infrastruktur og boliger er mange steder totalt ødelagt.
- Det kræver en omfattende genopbygning at rejse et land og dansk erhvervsliv er selvfølgelig klar til at hjælpe så meget som overhovedet muligt, siger Marie Gad, chef for global udvikling i bæredygtighed i DI.
DI er en del af det nye danske partnerskab, hvor offentlige og private løsninger sammentænkes på en helt ny måde.
- Vi har et fælles ansvar for at sikre, at genopbygningen af Ukraine kommer i gang hurtigst muligt, men også at genopbygningen bliver bæredygtig i alle henseender. Her kan danske virksomheder bidrage med deres unikke kendskab til bæredygtige teknologier og forretningsmodeller, siger Marie Gad.
Dansk erhvervsliv har allerede givet massiv støtte og hjælp til Ukraine.
- Men med det nye partnerskab er der mulighed for at danske virksomheder kan engagere sig konkret i projekter og bidrage med løsninger, der kan hjælpe tusindvis af mennesker. Vi har i mange år samarbejdet med den ukrainske erhvervsorganisation Federation of Employers of Ukraine, og vi har allerede erfaringer og netværk til centrale aktører i Ukraine, som er vigtig i det arbejde, der nu sættes i gang, siger Marie Gad.
Invasion af Ukraine: Få hjælp af DI
Invasionen af Ukraine berører mange danske virksomheder, som kan blive påvirket af sanktioner og ufred. DI følger situationen tæt, og står klar til at rådgive om sanktioner og medarbejdersikkerhed.
Læs mereHold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.