DI: Folkemøde er unikt afsæt til at varetage medlemmers interesser
DI tager torsdag hul på et omfattende Folkemøde-program med fokus på medlemmernes vigtigste dagsordner i en tid præget store forandringer.
Torsdag klokken 11.00 skydes årets Folkemøde på Bornholm i gang. Frem til søndag afvikles over 2.500 events, der markerer at den populære demokrati-festival har rystet coronakrisen af sig og igen kan samle borgere, politikere, organisationer og virksomheder for at drøfte tidens varmeste emner.
Dansk Industri er også klar med det største setup nogensinde med 56 egne arrangementer. Her deltager DI’s talspersoner og en stribe medlemsvirksomheder i debatter inden for alt fra verdensmål og bæredygtighed, over ledelse, iværksætteri, klima, den nye verdensorden, fødevarer, transport og meget mere.
- DI er sat i verden for at varetage vores medlemmers interesser og her giver Folkemødet os en unik mulighed for at italesætte erhvervslivets vigtigste dagsordner på tværs af politikområder og brancher. Derfor vælger vi at være aktive med et stort program, ligesom vi er til stede med talspersoner i mange andre arrangementer, forklarer DI-direktør Morten Høyer, chef for public affairs og kommunikation.
Ny verdenssituation præger Folkemødet
Udover at årets Folkemøde er en genstart efter corona afholdes det også i en markant anderledes verdens- og markedssituation med krig i Europa, forsyningskrise, høj inflation og massiv fokus på en grøn omstilling.
Det præger også DI’s egne arrangementer og store dele af Folkemødet i øvrigt. DI har eksempelvis flere debatter om den grønne omstilling, diversitet, Ukraine-krigens dilemmaer og debat om fødevarekrise i programmet.
- De mange forandringer stiller vores medlemmer overfor nye udfordringer, men det giver også muligheder for at præge udviklingen og finde løsninger til gavn for både erhvervsliv og samfund. Derfor kan Folkemødet i år få en særlig værdi, der rækker ud over de enkelte arrangementer, fordi de uformelle rammer giver plads til input fra både politikere, virksomheder, professionelle samfundsaktører og almindelige borgere, siger Morten Høyer.
Læs også: Direktør sætter cykling på dagsorden ved Folkemødet
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.