Med hele 11 millioner kvadratkilometer indtager Frankrig andenpladsen på listen over lande med størst havareal – og dermed verdens næststørste potentiale for offshore-vindenergi. Alligevel er Frankrig først nu i gang med at installere sine første havvindmølleparker.

30.06.22 DIB Nyheder

Fransk satsning på havvind kan åbne dansk eksporteventyr

Frankrig har en strategi om at opføre mange nye havvindmøllepakker frem mod 2050. Det vil føre til enorme investeringer i de kommende år, som vil åbne eksportmuligheder for danske virksomheder. DI og Den Danske Ambassade i Paris kan hjælpe din virksomhed med at komme i betragtning som leverandør.

Med hele 11 millioner kvadratkilometer indtager Frankrig andenpladsen på listen over lande med størst havareal – og dermed verdens næststørste potentiale for offshore-vindenergi. Alligevel er Frankrig først nu i gang med at installere sine første havvindmølleparker.

Men det skal der laves om på, hvis det står til den genvalgte franske præsident, Emmanuel Macron. Før valget erklærede Macron en målsætning om, at Frankrig skal have 50 vindmølleparker i 2050, som svarer til en kapacitet på 40 gigawatt og dermed 20 pct. af Frankrigs totale forbrug af elektricitet.

Som led i forsøget på at opfylde den målsætning har den franske regering indgået en aftale med industrien om at udbyde projekter med en volumen på i alt to gigawatt om året. Til gengæld forpligter industrien sig blandt andet til at investere 40 mia. euro i havvindmølleprojekter i løbet af de næste 15 år.

Konkrete udbud er allerede sat i søen

Et af de udbud, den franske regering har forpligtet sig til, blev offentliggjort i midten af marts. Det drejer sig om to projekter for flydende 250 megawatt-havvindmølleprojekter i Middelhavet. Det ene ud for Fos-sur-Mer-bugten og det andet i farvandet ud for havnen Port-la-Nouvelle.

Begge vindmølleparker vil have mulighed for at blive udvidet til 750 megawatt og tilsammen dække 10 pct. af elektricitetsforbruget i regionerne Occitanie og Provence-Alpes-Côte d’Azur. Forud for udbuddet i Middelhavet gik et andet udbud på et 250 MW-projekt syd for Bretagne på den franske vestkyst.

Vil du holde dig opdateret på processen om de enorme franske havvindmølleprojekter og tilhørende udbud, bør du holde øje med denne hjemmeside oprettet af det franske ministerie for grøn omstilling.

Den franske regering har også igangsat en tilknyttet støtteordning på 300 mio. euro fra den franske genopretningsplan ”France Relance”. Typen kaldes ”appel à manifestation d’intérêt” og er en interessetilkendegivelse før et endeligt udbud med formål om at udvikle havneinfrastrukturerne i områderne. Her får investorer mulighed for at præsentere projekter, som med støtte fra den franske genopretningsplan kan udvikle havneinfrastruktur.

Det er alt sammen med henblik på at opbygge en decideret industri for produktion af flydende havvindmøller i Frankrig. For lige nu findes der som bekendt ikke sådan en.

Udbuddet er åbent og her beskrives processen i nærmere detaljer.

Ambassaden står klar til at hjælpe

Den danske vindenergibranche er blandt verdens absolut førende og eksporterede sidste år for knap 50 mia. kr. energiteknologi. Så når der skabes efterspørgsel på så godt som alle dele af havvindindustrien i en skala som den franske, åbner det betydelige og konkrete markedsmuligheder for de mange veletablerede og innovative danske virksomheder.

Den Danske Ambassade i Paris står klar til at hjælpe danske virksomheder med at træde ind på det franske marked. Ambassaden er også udpeget som ”klimafrontpost” af Udenrigsministeriet og har derfor forpligtet sig til at yderligere intensivere det grønne fokus i sit arbejde.

Det være sig direkte i sin rådgivning så vel som i arbejdet med at skabe dialog mellem danske og franske virksomheder og offentlige interessenter og instanser. For eksempel i forbindelse havvindmølleprojekter og andre store udbud med forbindelse til den enorme franske genopretningsplan, France Relance.

Men også i forbindelse med store events på fransk grund med havvind i fokus. Et af dem er FOWT (Floating Offshore Wind Turbines), som netop har fundet sted i Montpellier, og som er det største event i Europa med fokus på flydende havvindmøller. Her deltog ambassaden, repræsentanter fra Energistyrelsen i Danmark og flere danske aktører for at skabe grobund for samarbejde, både bilateralt mellem Frankrig og Danmarks myndigheder, men også kommercielle partnerskaber.

Næste store fokuspunkt bliver Seanergy i den nordfranske havneby Le Havre, som i løbet af to dage samler i alt 3.500 internationale beslutningstagere, indkøbere, brancheorganisationer, investorer, underleverandører, etc. Her er fokus på alle former for havenergi, herunder offshore-vind.

Vil du vide mere om muligheder for at blive leverandør, kan du kontakte ambassaden og DI.

Kontakt

Den Danske Ambassade i Paris
Karen-Luise Johansen Geslin
Sektorekspert og teamleder
Email: karges@um.dk

Telefon: +33 1 44312118

 

DI Energi

Hans Peter Slente

Chefkonsulent

Mail: hps@di.dk

Tlf.: +45 3377 3722

 

Sarah Sylvest Murrills

Chefkonsulent

Mail: sash@di.dk

Tlf.: +45 3377 3903

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Bertil Egger Beck

Bertil Egger Beck

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4695
  • Mobil +32476172748
  • E-mail beeb@di.dk

Relateret indhold