Vermund: Det skal være endnu lettere for erhvervslivet at rekruttere internationalt
Nye Borgerliges formand Pernille Vermund glæder sig over sænkelsen af beløbsgrænsen, men det skal være endnu lettere for danske virksomheder at rekruttere international arbejdskraft.
Det er blot få timer siden, at Nye Borgerliges formand Pernille Vermund var med til at indgå en længe ventet politisk aftale om rekruttering af international arbejdskraft, der blandt andet betyder, at beløbsgrænsen midlertidigt sænkes fra 448.000 til 375.000 kroner. Ikke desto mindre presser hun allerede nu på for, at det bliver endnu lettere for virksomhederne at få de medarbejdere fra udlandet, som de har behov for.
- Den her aftale er et skridt på vejen. Men den er ikke god nok. Jeg mener, at der skal være en endnu bedre aftale for virksomheder, der skriger på arbejdskraft, siger hun.
Konkret så Pernille Vermund gerne, at loftet over antal medarbejdere på ordningen blev hævet fra de aftale 15.000, at beløbsgrænsen kom endnu længere ned, og at ledighedsprocenten på 3,75 procent, der dikterer, hvornår der sættes stop for nye opholdstilladelser, blev fjernet.
- Det skal ikke kun være i små lommer at erhvervslivet kan rekruttere, siger hun.
Læs også: DI: Stærkt med stor opbakning til at skaffe arbejdskraft
Udlændinge bidrager til samfundet
Trods ønsket om forbedringer er Pernille Vermund glad for, at der er blevet indgået en aftale, som et stykke af vejen hjælper virksomhederne, der ifølge en ny undersøgelse fra Dansk Industri kunne ansætte yderligere 38.000, hvis bare der var medarbejdere at få.
- Vi landede aftalen et sted, hvor vi både kan sikre medarbejdere til virksomhederne og sikre, at de som kommer til landet overholder lovgivningen og kan forsørge sig selv, siger Nye Borgerliges formand med henvisning til, at det af aftalen fremgår, at en opholdstilladelse efter ordningen er betinget af at arbejdstageren ikke modtager ydelser efter lov om aktiv social politik eller integrationsloven og arbejdstagerens opholdstilladelse bortfalder, hvis vedkommende begår kriminalitet i Danmark.
Samtidig glæder Pernille Vermund sig over, at der i den borgerlige blok har været fortrinligt samarbejde i forhandlingsforløbet, hvor man har bevæget sig i retning af et andet syn på udlændinge.
- Udlændinge er ikke bare skidt. De udlændinge, der bidrager til samfundet, skal være hjerteligt velkomne, siger Pernille Vermund.
I Dansk Industri (DI) er der stor tilfredshed med, at Nye Borgerlige har bidraget til at få en aftale om international arbejdskraft på plads.
- Vi er fantastisk glade for, at Nye Borgerlige er med i aftalen. Aftalen er ikke perfekt, men vi er meget glade for, at der er blevet lyttet til vores bekymringer, siger Morten Høyer, DI's direktør for public affairs og kommunikation.
Han tilføjer:
- Når så mange partier skal finde hinanden, kræver det vilje til at lande et kompromis, og i DI er vi meget taknemmelige for, at Nye Borgerlige og de andre partier har fået enderne til at mødes. Det er virkelig værdsat.
Aftalen om international rekruttering blev indgået i går aftes af regeringen, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.