Der er behov for, at flere unge kigger i retning af STEM-uddannelserne (Science, Technology, Engineering and Mathematics), siger Mikkel Haarder.

Foto: Getty
28.07.22 DIB Nyheder

Ledige pladser på 461 uddannelser giver unge masser af muligheder

De 7500 uddannelsessøgende, der ikke er kommet ind på deres drømmestudie, kan finde ledige studiepladser på 461 uddannelser. Særligt på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser giver det adgang til et hav af jobmuligheder for unge der vil bidrage til den grønne omstilling og den digitale udvikling.

Miljø- og fødevareøkonomi ved Københavns Universitet, Diplomingeniør ved DTU, Fysik på Aarhus universitet og samfundsvidenskabelig bacheloruddannelse på RUC.

Det er blot fire af de 461 uddannelser, der har plads til studerende, efter at landets næsten 80.000 uddannelsessøgende den 27. juli fik besked om, hvorvidt de er optaget på en videregående uddannelse.

- De godt 60.000 ansøgere, der fik plads, kan ånde lettet op. Men der er også masser af muligheder for de 7.507 kvalificerede ansøgere, der fik afvist deres ansøgning, og de 8.509 ansøgere, der ikke levede op til adgangskravene på de uddannelser, de havde søgt, siger Mikkel Haarder, underdirektør for kompetencer og viden i Dansk Industri (DI).

Han mener, det er vigtigt, at de skuffede ansøgere får kendskab til, at der er mange ledige pladser på alle typer af uddannelser.

- Der er ledige pladser over hele landet på uddannelser inden for det tekniske område, det økonomiske felt, handel og på naturvidenskab. Vores samfund mangler veluddannede unge bl.a. til at hjælpe med at udvikle nye løsninger, der kan bidrage  til den grønne omstilling og den digitale udvikling. Virksomhederne står klar med åbne arme, siger Mikkel Haarder.

Her kan du finde oversigten over ledige uddannelsespladser: Ledige pladser — Uddannelses- og Forskningsministeriet (ufm.dk)

 

6 i snit = adgang til 3 ud af 4 uddannelser i 2022

Samtidig peger DI på, at det i år kun er en tredjedel af uddannelserne, der har karakterkrav. Sidste år var det halvdelen af uddannelserne, der havde karakterkrav. Udviklingen skyldes den faldende søgning.

- Vi har talt meget om de stigende karakterkrav i det sidste års tid, så jeg synes det er værd at bemærke, at det kun er 6 procent af uddannelsesudbuddene, der har et karakterkrav over 9. Det var 9 procent i 2019. Så budskabet til de unge er, at hvis du har 9 i snit, så kan du komme ind på 94% af uddannelserne. Hvis du har over 6 i snit, kan du komme ind på langt de fleste uddannelser. Og rigtig mange uddannelser har slet ikke karakterkrav. Jeg håber, det budskab kan tage toppen af det karakterpres, som vi hører så meget om, når ansøgningsrunden begynder igen i 2023, siger Mikkel Haarder.

Han understreger samtidig, at mange studier, der ikke er de mest søgte, alligevel kan give adgang til drømmekarrieren.    

- Der er mange uddannelsesveje, der bliver lidt oversete. Måske fordi de ikke ligger på bestemte geografiske placeringer, eller fordi de ikke er top of mind, når vi taler om studieretninger. Derfor håber jeg, at de ansøgere, som fik en trist besked i deres e-boks, vil overveje at søge en af de ledige pladser. Vi har brug for alle hænder til at skabe en grøn fremtid med vækst og velstand, siger Mikkel Haarder.

Læs også: Historisk lavt optag vækker bekymring hos DI

Vigtigt for grøn omstilling og dansk velstand

Mikkel Haarder henviser i den forbindelse til en rapport fra rådgivningsvirksomheden COWI, der viser, at der vil være merefterspørgsel efter 116.000 årsværk i perioden 2022-2030, for at Danmark kan nå målet om 70 procent CO2-reduktion i 2030.

- Ifølge mange af vores medlemmer er mangel på hænder desuden den allerstørste barriere for at kunne skabe vækst. Det er med andre ord både den grønne omstilling og den danske velstand, der giver behov for at flere unge kigger i retning af STEM-uddannelserne (Science, Technology, Engineering and Mathematics), siger Mikkel Haarder.

Læs også: Det kræver 116.000 årsværk at nå 70 procent CO2-reduktion

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Mikkel Haarder

Mikkel Haarder

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3574
  • Mobil +45 2577 9161
  • E-mail miha@di.dk

Relateret indhold